Uheldige Jim: Jeg kunne ikke gøre andet

Jim Larsen blev Silkeborgs 'skurk', da han lavede selvmål. - Selvfølgelig ærgrer det mig at være skyld i nederlaget, siger han

OB jubler efter 'ulykkelige Jim' havde lavet selvmål (Foto: Claus Bonnerup)
OB jubler efter 'ulykkelige Jim' havde lavet selvmål (Foto: Claus Bonnerup)

Jim Larsen blev Silkeborgs 'skurk', da han lavede selvmål. Forsvarsklippen ville stoppe et indlæg fra OBs Johan Absalonsen, der var sluppet fri i venstre side – men han ramte bolden så uheldigt, at den havnede i eget net bag en sagesløs målmand Lasse Heintze.

- Jeg føler ikke, at jeg kunne gøre andet end forsøge at stoppe bolden i den givne situation. Men selvfølgelig ærgrer det mig at være skyld i nederlaget på den måde, sagde Jim Larsen.

- Og det hele bliver ekstra ærgerligt af, at jeg synes, at vi spillede en god kamp og kunne have fortjent i hvert fald uafgjort, ligesom jeg også er tilfreds med min egen personlige indsats, sagde han, der er under lup hos landstræner Morten Olsen.

Gjorde alt rigtigt
I den anden ende af banen havde Rajko Lekic en rigtig god mulighed for lidt senere at gøre Jim Larsens skade god.

Men topscoreren måtte se sit hovedstød reddet på fremragende vis af OB-keeper Roy Carroll.

- Normalt er jeg sur på mig selv, når jeg misbruger chance. Men det er jeg ikke i dette tilfælde. For jeg synes, at jeg gjorde alt det rigtige. Jeg fik time´t hovedstødet godt og fik også placeret bolden, hvor jeg gerne ville, konstaterede han.

- Men det var fantastisk godt snuppet. Carroll var både dygtig og havde også det held, der er nødvendigt, sagde Rajko Lekic.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere