Utroligt: SIF-træner vidste ikke, de var rykket ned

Da Silkeborg tabte 2-0 til Horsens mandag aften var nedrykningen reelt en realitet. Det vidste Silkeborg-træner, Viggo Jensen, bare ikke, da han gik på tv

Opgivende miner på Silkeborg-bænken under kampen mod Horsens mandag aften (Foto: Lars Poulsen)
Opgivende miner på Silkeborg-bænken under kampen mod Horsens mandag aften (Foto: Lars Poulsen)

Der var bundbrag på Casa Arena i Horsens mandag aften, og det var hjemmeholdet, der tog sejren med 2-0. Og dermed rykkede Silkeborg reelt ud af Superligaen, da målscoren nu er så dårlig, at det kun teoretisk er muligt at overleve.

Men utroligt nok, så var det ikke et faktum, som Silkeborgs træner, Viggo Jensen, var klar over, da han gik på live i studiet hos TV3 Sport efter kampen.

Her forklarede vært Dan Engelsted de hårde fakta til en tilsyneladende overrasket Viggo Jensen.

- Nåh, er det sikkert, at vi rykker ud? eller? spørger Viggo Jensen.

Det bekræfter værten overfor Silkeborg-træneren.

- Nåh, det vidste jeg ikke, men hvis det er det med målscoren, så tror jeg heller ikke så meget på det, siger Viggo Jensen med reference til, at Silkeborg med en målscore på minus -28 er 14 og 17 mål efter Horsens og Brøndby - begge hold de skal overhale, hvis de vil overleve i landets bedste række.

Og da de to møder hinanden i sidste runde, er det kun uafgjort, der er brugbart for Silkeborg, hvis de pointmæssigt skal have en chance. I så fald kan de ende á point med Horsens, givet at både Brøndby og Horsens taber i næstsidste runde, men vil så ryge på målscoren.

- Jeg havde ikke regnet på det inden kampen, fordi det eneste det handler om er at vinde kampen. Men som gammel revisor kan jeg jo godt sætte tallene sammen og regne ud, at med den målscore vi har, så bliver det vanskeligt, sagde Silkeborg-træner Viggo Jensen til Ekstra Bladet mandag aften.

Han stopper karrieren efter de to sidste kampe i denne sæson. Hvad den 65-årige nu vil lave, ved han dog endnu ikke.

Du kan se klippet med den overraskede Silkeborg-træner her.

Og du kan selv udregne slutstillingen i Superligaen herunder.

</p>

0 kommentarer
Vis kommentarer