Han har været en markant skikkelse i Silkeborgs fornemme comeback til Superligaen, men succes som sidemakker har ikke altid været en fast følgesvend i Nicklas Helenius' karriere.
Den 30-årige angriber har om nogen mødt modgang i tilværelsen som professionel fodboldspiller, og hans største sejr skal måske findes i det faktum, at nordjyden stadig er aktiv på allerhøjeste niveau.
Helenius ramte således bunden i januar 2014. Det fortæller han i et åbenhjertig interview i tv-programmet Offside på TV3 Sport.
Nedturen kulminerede, mens blækket på den treårige kontrakt med Aston Villa var omtrent seks måneder gammelt.
Jagten på et internationalt gennembrud var nærmest lige sparket i gang, men allerede kort efter skiftet til Premier League-klubben blev bomberen ramt af en form for salmonella.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Eftervirkningerne var så alvorlige, at Helenius over flere måneder følte sig dårligere og dårligere tilpas. De fysiske kvaler med smerter i knæ og ankler påvirkede ham mentalt, og frygten for, hvorvidt han fejlede noget alvorligt, begyndte at udvikle sig til et tankemylder.
- Jeg får en depression, stress og angst over alle de her ting, fordi det kører rundt i hovedet konstant. Og jeg får ikke rigtig svar på, hvad der er galt, siger Helenius i Offside-studiet.
Hans deroute kan også mærkes i hierarkiet i Aston Villa, hvor han ikke længere er i spil til de første pladser i angrebet. Men danskeren forsøger i samråd med klubben at samle sig selv op med udsigten til en udlejning i transfervinduet som målsætning.
En januardag ramler de planer imidlertid sammen på et splitsekund, mens Helenius’ privatliv også tager en uventet drejning.
Under en almindelig træningsøvelse brækkede en af hans’ angrebskolleger benet, hvorfor den planlagte udlejning måtte annulleres.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Til gengæld var der gevinst på en helt anden boldbane …
- Først ringer jeg til min agent og siger, at det ikke går alligevel. Og så ringer min kone og siger, at hun er gravid med tvillinger. Der rumlede det hele, og der gik jeg helt ned.
På vej hjem fra det pågældende træningspas gik det op for Helenius, at han havde brug for hjælp. Men han anede ikke hvordan, han skulle få det.
Sikkert var det, at han pludselig skulle være far, og det var vigtigere end alt andet. Der måtte gøres noget. Nu.
- Jeg sidder i bilen og tænker på, om jeg skal køre ind i et eller andet for at få hjælp, siger Helenius.
Han undlader heldigvis den model og søger i stedet behandling hos en dansk psykolog, der får ham på rette spor igen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sovemedicinen, som dengang var en konsekvens af depressionen, bliver udfaset, mens Helenius lader tankerne om den fremtidige faderrolle være det altoverskyggende fokuspunkt.
Den følgende sommer skifter han hjem til AaB på en lejeaftale, og mens to nye liv kom til verden blev en tredje tilværelse i selvsamme familie genstartet på den professionelle front.
Helenius' lejeophold med AaB blev gjort permanent og siden byttet ud med aftaler i OB, AGF og senest Silkeborg.
På den nuværende jyske adresse har angriberen ikke set sig tilbage. Siden ankomsten i 2020 har han lavet 14 mål i 22 kampe.