Ren Zlatan i forrygende Superliga-brag: Se gudemålet her!

To centerforsvarere stjal fokus i Silkeborg med hver sin drømmescoring, og på den måde sikrede Lyngby sig 1-1 i Østjylland

Screendump: TV3 SPORT
Screendump: TV3 SPORT

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Silkeborg mistede et vigtigt skridt i jagten på top-seks, og Lyngby kom på tavlen i foråret. Det var konklusionerne i tabellen, efter lørdagens 1-1-deler i Superligaen.

Men reelt var det to drømmetræffere fra to ‘unusual suspects’, der stjal fokus i Silkeborg. Thomas Sørensen og Tobias Salquist blev nemlig målheltene for hvert sit hold på hver sin spektakulære måde. Men det var nok Thomas Sørensen og Lyngby-holdet, der var bedst tilfredse efter kampen.

De hårdtprøvede Lyngby-spillere kom til Søhøjlandet med fem Superliga-nederlag i træk og en meget turbulent vinterpause i bagagen, men det så nu ikke ud til at påvirke De Kongeblå.

For gæsterne var tæt på at chokstarte efter bare fire minutter, da Mayron George blev sendt helt fri med Thomas Nørgaard i Silkeborg-målet. Men costaricaneren tøvede og tøvede og… Derfor nåede en tilbagestormende Tobias Salquist ned og agerede frelser i sidste sekund.

Silkeborg gik ind til lørdagskampen med en anderledes god stime i ryggen. Sejr i forårsåbneren mod AaB og i alt fire hjemmesejre i træk. Værterne fik da også rystet den dårlige indledning af sig og tilkæmpede sig et markant overtag på bolden.

Det hjalp bare ikke alverden, idet Lyngbys bagkæde havde godt styr på SIF-offensiven. Derfor var det udeholdet, som blev farligst i første akt, da Mayron George, Gustav Marcussen og Jeppe Kjær konstant lurede på de lange pasninger.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Bo Amstrup
Foto: Bo Amstrup
 

Sidstnævnte, Jeppe Kjær, burde også have bragt Lyngby foran efter en lille halv time, da den lille angriber modtog en sukkerball i dybden, men trækket uden om Thomas Nørgaard bragte ham ud af balance, og derfor blev heller ikke den kæmpechance til noget farligt.

Til gengæld så det ikke voldsomt farligt ud, da Lyngby fik et hjørnespark fem minutter inde i anden halvleg. Jesper Christjansen headede bolden i en blød bue tilbage i feltet, og der stod anfører Thomas Sørensen fri og dirigerede gudhjælpemig bolden ind med hælen!

Se det vanvittige mål i tv-klippet øverst i artiklen

Fantastisk detalje af forsvarsstyrmanden, der i et kort sekund næsten mindede om en vis Zlatan Ibrahimovic. I sin jubelscene lignede Thomas Sørensen heller ikke en mand, der laver en sådan detalje hver dag til træning.

Silkeborg skruede efter scoringen gevaldigt op for presset, og den unge reservekeeper, Oscar Snorre, måtte trække et par fine redninger ud af ærmet. Men Lyngby trak sig længere og længere tilbage på banen og overlod alt for meget til værterne.

Med godt 20 minutter igen gik den ikke længere for Lyngby. Silkeborg formåede at fastholde et angreb, og Tobias Salquist blev givet alt for meget plads på kanten af feltet.

Bevares, de færreste havde nok regnet med, at centerforsvareren skulle trække ind i banen og slaske læderet direkte op i nettaget. Men det var lige, hvad Salquist gjorde med sit venstreben.

Jo, tilskuerne blev belønnet med nogle sande drømmescoringer på Jysk Park denne råkolde lørdag.

Efter udligningen lugtede hjemmeholdet blod, og det havde været fortjent, hvis Peter Sørensens tropper havde taget alle tre point. Presset blev i hvert fald massivt. Men tættere på end Gustaf Nilssons misser fra tæt hold i slutsekunderne kom SIF’erne ikke.

Se Silkeborgs fremragende udligning her:

Se også: Drømmedebut, da FCN fik styr på den onde ånd

Se også: Midt i en svær tid: Nu er der gode nyheder til Ståle

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere