Silkeborg tæt på forstærkning: Kan falde på plads inden jul

Kent Madsen, Silkeborgs administrerende direktør, fortæller, at klubben er tæt på at hente en ny spiller.

Emil Lyng får ikke forlænget sin kontrakt med Silkeborg IF, og målmand Kristian Fæste stopper karrieren, så der er lønkroner til rådighed i SIF i det kommende transfervindue. Og klubben med Peter Sørensen i spidsen som manager kan meget vel være på vej med den første forstærking denne vinter.

Og tilmed en forstærkning, der allerede kan lande i Søhøjlandet inden jul.

Silkeborg IF er nemlig tæt på en ny spiller, som Peter Sørensen selv har set og peget på. En udelandsk spiller. Det fortæller administrerende direktør Kent Madsen.

- Nu hvor sæsonen er slut, kigger vi på sammensætningen af truppen, og vi er relativt tæt på at hente en udenlandsk spiller til klubben, hvis det går på plads. Det håber vi selvfølgelig, og det kan godt ske allerede inden jul, siger Kent Madsen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Peter har set ham spille flere gange. Det er vores manager, der har indstillet spilleren i det her tilfælde.

Silkeborgs administrerende direktør har ikke i sinde at gå nærmere ind i, om det er en erstatning for Emil Lyng, som SIF har i kiggerten.

- Nej, det kan jeg ikke. Eller det kan jeg, men det vil jeg ikke. Der skal jo også være lidt at gå og gruble over. Vi håber på at have en ny spiller klar inden jul, siger Kent Madsen.

Ud over Emil Lyng og Kristian Fæste forlader Marcus Solberg også klubben til fordel for et skifte til islandske Fjölnir.

1 kommentar
Vis kommentarer