Silkeborg tjener millioner på talent-salg

Superligaens bundprop forbereder sig til livet i 1. division ved øge fokus på egne talenter

Kasper Dolberg er den seneste på den lange liste af danske spillere i Ajax. 24 danske spillere har indtil nu spillet for klubbens hold i Æresdivisionen (Foto: Ajax)
Kasper Dolberg er den seneste på den lange liste af danske spillere i Ajax. 24 danske spillere har indtil nu spillet for klubbens hold i Æresdivisionen (Foto: Ajax)

Silkeborg smiler med det et øje over de tre mio. kr., som klubben får for at sende den 17-årige angriber Kasper Dolberg til Ajax.

Men med det andet øje græder de stort. For salget kommer, netop som klubben er ved at slå ind på en helt ny kurs, der skal øge antallet af egne talenter på Superliga-mandskabet markant.

Den nytiltrådte sportschef Jesper Stüker lancerede lige efter nytår en ambition om: 'et hold med en stamme af vores egne drenge, der har været en del af klubbens talentsektor, løbe ind på JYSK Park i 2017, når SIF fylder 100 år.'

Se også: Silkeborg sælger angrebstalent til Ajax

Meldingen indeholder en markant kursændring i Silkeborg, der siden storhedstiden midt i 1990'erne har set et utal af mere eller mindre eksotiske navne på gennemrejse. Og mens Silkeborg efter bronzen i 2001 har udviklet sig til et elevatorhold, har talenterne haft svære betingelser for at folde sig ud.

- For fem-seks år siden ændrede vi vores talentarbejde væsentligt, så vi nu arbejder målrettet helt nede fra U13, hvor vi tidligere kun havde fokus på U17 og U19. Den satsning ser vi så småt effekten af nu, og vi tror på, at den virker, siger direktør Kent Madsen til Ekstra Bladet og peger på, at klubben gennem 2014 har haft rekordmange spillere på ungdomslandsholdene - i alt ti.

Silkeborg smider ifølge Ekstra Bladets oplysninger årligt omkring 4,5 mio. kr. i sit talentarbejde. Det er markant mindre end de største klubber, men mere end lokale konkurrenter som Viborg og AC Horsens.

Jesper Nielsen er færdig som Silkeborg-træner (Foto: Sebastian Buur Gunvald) Silkeborg IF - 9. dec. 2014 - kl. 08:13 Derfor kom den nu: Silkeborg-fyring var længe undervejs

Med andre ord så handler satsningen på talenter også om, at bossen forlanger, at de mange talentkroner nu begynder at give afkast. En tvungen spareøvelse i en situation, hvor nedrykningen og markant indtægtsnedgang presser sig på - uagtet, at den nytiltrådte cheftræner Kim Poulsen på sin første arbejdsdag i går selvfølgelig signalerede, at han troede på 'genopstandelsen.'

- Jeg synes, at AaB er et godt eksempel på en klub, der har formået at gøre det her dygtigt, men også af nød i en situation, hvor klubben var presset, siger Kent Madsen.

- Der er ikke noget alternativ til at få en bedre økonomi i fodbolden. Der findes ikke nogen anden opskrift, når Superliga-spillere på højt niveau skal have lønninger, som vi ikke kan være med til. Og der går altså bare flere spillere af egen avl på 100.000 kroner om måneden, end der gør af de andre, fortæller Kent Madsen.

- Og lokalbefolkningen synes altså også, det er sjovere at se spillere slå igennem, der har været med siden ungdomsholdene. Og dem, der vil støtte hold, fordi de vinder trofæer, de bør nok finde andre at støtte, konstaterer klubejeren.

Planen er blevet kaldt uambitiøs - og et trin mod livet på næstbedste niveau.

Se også: TV-direktør i frontalt angreb på superligaklub

- Selvfølgelig er det her ambitiøst. Vi tror på, at vi med det her kan skabe et hold, der er konkurrencedygtigt på Superliga-niveau. Og det er man selvfølgelig ikke, hvis det er et ynglingehold, der spiller, erkender han.

- Siden 2008 skulle fodbolden hvile i sig selv. Det har vi ikke været særligt dygtige til at leve op til. Men med den her plan har vi en ambition om, at det nu skal ske i 2018, fastslår Kent Madsen og konstaterer i samme åndedrag, at truppen efter sommerpausen vil blive slanket fra de nuværende 24.

- Betyder det, at der i perioder med skader og karantæner må hentes tre U19-spillere ind til bænken, så er det vilkårene, siger han og tilføjer:

Se også: Silkeborg-profil begræder trænerfyring

- Det er forkert at kalde det uambitiøst. Men selv om der skulle være en vilje og evne til at investere i holdet, så taler vi jo langt mere end fem mio. kr. for at have garantier for et Superliga-hold... ellers lå AGF jo ikke i 1. division med et budget, der er mange gange større end vores, konstaterer Kent Madsen.

Salget af Kasper Dolberg beviser i hvert fald, at Silkeborg er i stand til at udvikle talenter, som vækker opsigt internationalt. Nu skal de bedste bare blive i klubben så lang tid, at visionen om at gøre dem til stammen på fremtidens hold kan realiseres.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere