SILKEBORG, JYSK Park (Ekstra Bladet): Mandag aften tog Silkeborg IF sit nye stadion, JYSK Park, i brug, da AGF kom på besøg i Superligaen. De spritnye faciliteter tog sig fornemt ud i dét, der bedst kan beskrives som en byfest for samtlige silkeborgensere.
Se mål og højdepunkter fra kampen i tv-playeren over artiklen
Ekstra Bladet har bedømt forholdene på JYSK Park og drysset stjerner ud over Superligaens nye kamparena.
STADIONFORHOLD: FEM STJERNER
9.411 mennesker havde fundet vej til indvielsen af JYSK Park, og det var en åbningsfest af dimensioner. Alt skinnede og funklende på tilskuerpladser, toiletter, VIP-loge og hvor end, man vendte øjet hen. Eneste minus var løbske sprinklere, der inden kampen gav både pressen, tilskuere og spillere en ordentlig skylle - som om det ikke var nok med den danske sommer…
STEMNING: SEKS STJERNER
Det er første gang i Silkeborgs byhistorie, der er udsolgt til en fodboldkamp, og det kunne mærkes på stemningen, at indvielsen var imødeset med spænding - også selv om nogle hundrede folk af uransagelige årsager havde valgt at blive væk fra festivitasen. Det buldrede og bragede løs på tilskuerpladserne både før og under kampen. En imponerende stemning, intet mindre! De gæstende aarhusianere stemmede også fornemt i.
BANENS KVALITET: TRE STJERNER
Indrømmet; banen så ganske glimrende ud, og spillerne stod fint fast på kunstgræstypen, som også ligger på Farum Park. Men man savnede duften af rigtig græs, som fodbold retteligt bør spilles på.
FORPLEJNING: FEM STJERNER
Der var en ganske hyggelig cafeteria-stemning i Café Carlsberg inden kampstart. Nogle drak øl, andre spiste stadionpølser, men denne reporter fik en dagens ret bestående af tre frikadeller og en god, rustik kartoffelsalat. Plasticbestikket trækker ned.
UNDERHOLDNING: FEM STJERNER
En god fest har både drama, intensitet og glade mennesker. Sådan var det også i Silkeborg, hvor de 22 aktører, så længe det varede, stod for en fremragende åbning af JYSK Park. Selv dommeren gav sit besyv med til underholdningen. Silkeborgenserne kan roligt komme igen på stadion, hvis åbningskampen bliver standarden for underholdning!
Udsolgt stadion-åbning: Se tre mål og to røde kort