Vanvittigt drama! Traditionsklub reddet på stregen

Nedrykningsdramaet udviklede sig til et målorgie, da Silkeborg sendte Helsingør ned i 1. division efter en 4-3 sejr, der kom i hus på målstregen

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Superligaen viste sig fra sin mest dramatiske side denne mandag, da neglene var nedbidte og nerverne nedslidte hos både Silkeborg og FC Helsingør i kampen om at undgå direkte nedrykning.

Bedst som man troede hjemmeholdet havde reddet livet, så slog Helsingør til igen, men da dommer Anders Poulsen blæste i fløjten for sidste gang, var det altså FC Helsingør, der måtte vinke farvel til Superliga-livet og en omsætning i omegnen af 10 mio. kr.

Men det var efter et vildt, vildt drama, der udviklede sig til et uvirkeligt målorgie. 4-3 til Silkeborg blev facit, der sendte Helsingør tilbage i 1. division, mens Søhøjlandets drenge til gengæld kan se frem til to kampe mod Esbjerg, før man har reddet skindet.

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

Forskellen på Superliga og 1. division var minimal, og havde Nicolas Mortensen braget 4-4 målet ind i de døende sekunder fra fri position i feltet, ja, så havde alt set anderledes ud. Derudover reddede Silkeborgs Tobias Salquist bolden på stregen - ikke én men to gange!

Helsingør satsede i det hele taget butikken fra første fløjt ved at træde gaspedalen helt i bund. Samme taktik, som Christian Lønstrup forsøgte at overraske Silkeborg med i det omvendte opgør. Mandag lykkedes det til fulde!

Et tungt pres fra gæsterne resulterede i et hjørnespark efter blot fire minutter, og Christian ‘TK’ Køhler svævede en bold indover, som udyret Douglas ugeneret steg op til og pandede mod Peter Friis. Keeperen måtte give en retur lige ud til Matheus Leiria, og så sendte brasilianeren chokbølger gennem Silkeborg.

Helsingørs brasilianer-bande skabte stort besvær for Silkeborg rystende usikre defensiv, hvor særligt Tobias Salquist var som Bambi på glatis, men efter gæsternes hurtige føringsmål, skruede Silkeborg op for tempoet og flyttede spillet længere frem på banen.

Udeholdet kunne ganske enkelt ikke holde kadencen, men ligegyldigt hvad oprykkerne havde gjort, kunne de ikke forhindre udligningen efter 20 minutter.

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

18-årige Jeppe Okkels modtog kuglen i venstre, kiggede op, trak til højre og lidt skråt tilbage i banen, og så eksploderede det hele på Jysk Park. Den unge Silkeborg-knægt tyrede nemlig med foragt læderet helt op i ‘trekanten’, som man sagde dengang i skolegården.

Mens publikum gik Amokkels, leverede den unge kantspiller en jubelscene a la Cristiano Ronaldo - og lad os tilgive ham med det samme, altså Okkels, for drømmemålet kunne sagtens bære en ‘krukket’ jubelscene.

Ser det her:

Fem minutter senere var det Helsingørs tur til at illustrere passivt forsvarsspil. Udeholdet appellerede for et frispark midt på banen, men i stedet kunne Casper Sloth uhindret føre bolden frem i venstre og slå et snorlige indlæg i hovedet på Davit Skhirtladze, der smækkede føringen ind via overlæggeren. Den flyvende georgier fik alt let spil i feltet, da Daniel Jørgensen slap sin markering.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og det undertippede udehold var bestemt ikke uden muligheder for at få det mål, der ville sikre en lille sensation via reglen om udebanemål. Men det var som om, at værterne havde ét gear ekstra i offensiven denne 2. pinsedag.

Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

Kort efter pausen var det igen unge Okkels, der brugte højeste gear og løb uimodståeligt frem til feltets kant og spillede Gustaf Nilsson i en god position. Den lejede Brøndby-svensker hakkede til og skabte luft til silkeborgenserne med 3-1 scoringen. Nilsson er vågnet op til dåd på helt rette tidspunkt, da det var svenskerens tredje mål i ligeså mange kampe.

I den anden ende var Silkeborgs forsvar dog ikke færdigt med at uddele gaver. Efter en god halv time marcherede Adnan Mohammed ned ad linjen og slog et fladt indlæg til Douglas, der stod helt umarkeret ved straffepletten. Angriberen kunne som tak nå at give hånd til både Tobias Salquist og Simon Jakobsen, inden han på ny sparkede liv i håbet for Helsingør.

Fem minutter før tid blev det håb slukket, troede alle på Jysk Park, da en anden Silkeborg-knægt, Magnus Mattson, udnyttede Helsingørs helbanepres til hjemmeholdets fordel og sendte 4-2 målet ind til taktfaste klapsalver.

Men halvandet minut senere sørgede Nicolas Mortensen for, at publikum kunne sætte sig ned og i smerte se de sidste minutter, for det blev så spændende, at det gjorde ondt! Helsingør kæmpede bogstaveligt talt for livet, og TO gange reddede Tobias Salquist bolden på målstregen i en hæsblæsende afslutning, der til evig tid vil gå over i historien, som et af de mest spændende nedrykningsdramaer i Superligaens historie.

Nu stod Tobias Salquist på det rette sted, og derfor får Silkeborg endnu en chance torsdag og søndag mod Esbjerg, mens Helsingør er færdige i landets bedste række for denne gang.

Spiller redder på stregen i sidste sekund:

Se også: Superliga-klub fyrer cheftræner

Brøndby vandt tidligere på måneden pokalturneringen, og selv om de er langt nede efter sidste rundes 2-2-kamp i Horsens, så kan de fortsat løbe med mesterskabet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Brøndby - 21. maj. 2018 - kl. 07:35 Tøffe før den dramatiske afslutning: - Tro på det, Brøndby!

Se også: Laudrup begræder tabet af bykonge

24 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere