Vraget Superliga-spiller: Jeg er hængt i en galge

Daniel A. Pedersen skifter til AGF til sommer, men Silkeborg nægter at slippe ham nu. Derfor er han upopulær hos fansene, vraget rent sportsligt og generelt i en meget svær situation, erkender han

Daniel A. Pedersen forudser en svær forårssæson i Silkeborg med udsigt til meget lidt spilletid og buh-råb fra fansene. (Foto: Anthon Unger)
Daniel A. Pedersen forudser en svær forårssæson i Silkeborg med udsigt til meget lidt spilletid og buh-råb fra fansene. (Foto: Anthon Unger)

Mange spillere før Daniel A. Pedersen har taget turen fra Silkeborg til rivalerne fra AGF. Det er ikke en, man bliver populær på i Silkeborg. Og da slet ikke, hvis man skal blive i søhøjlandet yderligere et halvt, efter at aftalen er indgået.

Det skal midtbanespilleren nemlig, for Silkeborg vil ikke slippe ham. Det endda selv om AGF har tilbudt klubben 100.000 kroner i hånden her og nu.

En frustrerende situation for Daniel A. Pedersen - både sportsligt, men i høj grad også på parametre, der falder uden for det sportslige.

For klubbens dedikerede fans lægger ikke skjul på, at han er mere end uønsket.

- Det er især mærkeligt, fordi fansene har reageret så kraftigt. Jeg kan mærke, at jeg ikke er ønsket. Og det er lidt svært.

- Det er svært og en ny og mærkelig fornemmelse. Det er noget, det tager lidt tid til at vænne sig til. Jeg tror ikke, at jeg bliver så godt modtaget til kampene. Men truppen støtter mig. Og det er det vigtigste, siger Daniel A. Pedersen om situationen.

Se også: Agent angriber Silkeborg i sag om AGF-skifte

Silkeborgs nye cheftræner Kim Poulsen er i gang med at indspille et nyt hold, der forhåbentlig kan sikre klubben ny status af Superligaklub efter den forventelige nedrykning til sommer, og i de planer indgår den 22-årige spiller ikke.

- Jeg har haft en snak med Kim, der ved, at jeg går gennem en svær tid. Han forklarede, at der er no hard feelings fra trænerne, og at det var dejligt at se, at jeg gik til den og stadig nyder at spille.

- Så det er kun dem uden for, der har hængt mig i en galge. Men det var jeg lidt forberedt på - jeg havde fået det fortalt fra andre, der har set det før, siger Daniel A. Pedersen.

Se også: AGF henter midtbanespiller i Silkeborg

I lørdagens 2-0-sejr over Skive kom han på banen til anden halvleg, hvor Kim Poulsen stort set skiftede samtlige spillere. Formentlig et vink med en vognstang om, at spilleren ikke ligefrem står forrest i køen, når der skal uddeles rigtige startpladser.

- Det kunne godt ligne lidt et a- og et b-hold. Hvis Silkeborg vil have, at jeg skal blive, så ser det ud til, at jeg ikke får meget spilletid.

- Jeg godt kan forstå, at det nye trænerteam og klubben gerne vil køre et nyt hold ind, og at der i den forbindelse ikke er plads til mig, der jo er væk til sommer.

- Derfor vil det også vil være bedst for mig at komme hen til en klub, hvor jeg kan spille.

Se også: Silkeborg siger farvel til ungdomslandsholdsspiller

- Men det er åbenbart et pengespørgsmål lige nu, og der har jeg ikke så meget indflydelse, siger Daniel A. Pedersen, der dog vil kæmpe for en plads - uagtet sin status hos trænerne og hos fansene.

- Jeg føler, at jeg er kommet godt i gang. Og jeg vil gøre alt, for at vise, at jeg skal spille og håber da også på det.

Silkeborg indleder forårssæsonen 21. februar hjemme mod Esbjerg.

Se prøver på Daniel A. Pedersens sparketeknik her:

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere