Tiden rinder ud for Rinne i AaB.
Nordjydernes svenske ankermand var atter stærkt spillende mandag aften i nederlaget mod AGF, men selv om AaB er i gang med en god sæson, så bliver det hans sidste ved Limfjorden.
- Det, som sker, er, at jeg vil videre, konstaterede han efter nedturen i Smilets By, da han blev spurgt til planerne for fremtiden.
Jacob Rinne har kontraktudløb til sommer, og senest til det tidspunkt skilles han og AaB's veje.
- Hvis ingen er parat til at betale for mig, så må det blive til sommer. Alt skal jo passe sammen, siger AaB-målmanden, der ikke har dårlig samvittighed over den situation.
- Jeg synes jo, at jeg har givet lidt tilbage, med det jeg har leveret for AaB, siger han.
- Fodbold er jo specielt, fordi det er et holdspil, men jeg er også nødt til at tænke på mig selv, slår han fast.
Svenskeren kom til AaB fra Gent for fire år siden. Han har stort set spillet samtlige kampe siden sin ankomst.
Der har flere gange været udenlandsk interesse for Jacob Rinne, uden det er blevet til noget.
AaB har længe haft Andreas Hansen ventende i kulissen til at afløse Rinne, så det forestående brud udgør ikke et akut problem