Skandalerne i Superligaen: Her er konsekvenserne for Brøndby og Randers

Det er meget kritisk for Brøndby, der er ude i en sand overlevelseskamp, mener eksperter, mens det spændende i Randers er, hvem Christian Keller sidder ved siden af i bussen til udekampen i Brøndby

TV: Se interview med Jan Bech Andersen efter skandalen her

Ugen har budt på to kæmpe skandaler i dansk fodbold.

I Brøndby blev det afsløret, at bestyrelsesformand Jan Bech Andersen gennem længere tid har svinet træner Thomas Frank og andre ansatte til i fanforum under en profil bærende sønnen Oscars navn. Thomas Frank sagde efterfølgende op, mens Auri Skarbalius har taget over i klubben, hvor direktøren også blev fyret efter et regnskab på minus 17 millioner kroner.

I Randers kom det frem, at årsagen til Jonas Borrings orlov var, at han var ved at blive skilt fra sin kone og efterfølgende måtte se sin anfører Christian Keller løbe afsted med hende. Keller har fået frataget anførerbindet, mens truppen er spillet, og Borring aldrig nogensinde vil spille på hold med Keller igen, selvom han selv lige har forlænget kontrakten med to år.

Ekstra Bladet har bedt to ekspert vurdere henholdsvis Oscar-sagen i Brøndby og Keller-sagen i Randers ud fra fire kriterier inden dagens klokken 16-kampe i Superligaen, der står mellem netop Brøndby og Randers på Brøndby Stadion.

HENRIK BYAGER, KOMMUNIKATIONSEKSPERT

HVOR GOD HAR UNDERHOLDNINGSVÆRDIEN VÆRET?

OSCAR 6 UD AF 6 STJERNER
- Har man et kynisk forhold til underholdning og ser på det som stort drama, konflikter og ufordudsigelige ting, så har underholdningsværdien været optimal, men det har jo ikke været underholdende for de personer, der har været direkte involveret. Du kan næppe finde en fodboldinteresseret, der ikke kender den sag, og gennemslagskraften har været helt enorm. Synes man, at al omtale er god pr, så har det været optimalt, men her har underholdningen jo haft en destruktiv natur, fordi den har gnavet i stammen. Det har været historisk.

KELLER 5/6
- Den er tæt på Brøndbys. Vi skal vel næsten til engelsk fodbold og John Terry for at finde noget, der matcher det. Det viser jo, at når kærlighed kommer ind over, så bliver det meget farligt og meget dramatisk, og der er nu tale om alle mulige repressalier over for Keller. Stig Tøfting snakker om, at holdkammeraterne måske vil sparke ham ned, og det er jo den instinktive reaktion. Det er meget usædvanligt, at vi ser sådan en sag ramme offentligheden med en markant spiller, der er sygemeldt. Forskellen er jo, at i Brøndbys omklædningsrum er der måske en trykket stemning, men de vil vise, at det her knækker dem ikke, hvor i Randers' omklædningsrum, der er det mere uforudsigeligt, hvad der sker nu.

Jan Bech Andersen har gjort sig selv mere uundværlig end nogensinde før, for nu er han igen den eneste person, der vil poste penge i Brøndby, mener ekspert (Foto: Jens Dresling)
Jan Bech Andersen har gjort sig selv mere uundværlig end nogensinde før, for nu er han igen den eneste person, der vil poste penge i Brøndby, mener ekspert (Foto: Jens Dresling)
 

HVOR STORT ER DET INTERNE OPRYDNINGSARBEJDE?

OSCAR 6/6
- Det er total renovering forstået på den måde, at det er to af tre af de ledende centrale poster, der er røget ud på en uge. Dels på grund af dårlig økonomi og dels fordi træneren føler sig underløbet af bestyrelsesformanden. Jeg vil sige, at nu kræver det sin mand at tage imod job derude. Det er jo den egentlige udfordring. Hvem kan man få til at arbejde for Jan Bech? Han kan nok finde nogen i den inderste klike, men de står i et morads af mistillid, selvom han har sagt undskyld 40 gange. Der er et enormt oprydningsarbejde, der kan have betydning for, om vi snakker om dem som topklub. Hvis Jan Bech ikke er der, hvem står så klar med penge? Ikke nogen, jeg kan identificere.

KELLER 4/6
- Det er jo noget helt andet, fordi det er en mandskabskonflikt. Det er jo set før mellem spillere og trænere. De skal ret hurtigt finde ud af, om de to på nogen måde kan være i samme klub eller hvem af dem, der skal gå sin vej eller videre om tre måneder. De skal sørge for, at det ikke breder sig, så det bliver en langvarig og dyb konflikt, så andre af klubbens spillere fodrer jer journalister med nye saftige detaljer. Det bør være til at løse, men det skal gå hurtigt. Vi vil altid huske sagen, fordi den var så spektakulær.

 

Brøndby-fansene har været gennem meget (Foto: Aleksandar Djorovic)
Brøndby-fansene har været gennem meget (Foto: Aleksandar Djorovic)
 

HVOR MEGET HAR DET SKADET FORHOLDET TIL FANSENE?

OSCAR 5/6
- Det har helt sikkert skadet forholdet til fansene. Der har jo været udmeldinger fra fangrupper, der ikke har tillid til ejeren, og vi kender alle medlevenheden og engagementet hos Brøndbys fans. Det bliver spændende at se, hvad de finder på til kampen søndag. Om de kommer med en manifestation, eller om de støtter spillerne på banen. Der er ingen tvivl om, at fansene er skuffede og synes, at det er noget pis, der er foregået, men synes de helt grundlæggende, at Jan Bech skal ud af klubben? Der kan sagtens komme bannere og forskellige meldinger fra fanmiljøet, og Jan Bech ved jo om nogen, hvor vigtig debat er. Og så har han jo sagt, at han ikke vil stille sig i vejen, hvis han fornemmer uvilje og manglende opbakning. Men alternativet er jo kaos. Forholdet til fansene er kølnet, men det kan hurtigt blive godt igen, hvis der er nye stærke folk på banen, og de vinder kampe.

KELLER 3/6
- Fansene hader jo ikke klubben i denne her sag, så vidt jeg ved, men mere spillere. Det handler om at komme hurtigt videre. Jeg ved ikke, hvem de holder mest med, men der er jo en tendens til at holde mest med den forsmåede part. Hvis fansene har et krav om, at Borring skal overleve i klubben, så vil det nok spille ind. Klubben har jo ageret ved at fratage Keller anførerbindet, men det er jo en symbolsk handling. Jeg har set, at der er fans, der synes, at Keller er jordens største røvhul, men der er også andre, der siger, at vi eller kender nogen, der har prøvet det, og det går op og ned i livet. Jeg tror ikke, at denne her sag er en katastrofe over for fansene.
 

Christian Keller står meget alene i trekantsdramaet i Randers (Foto: Anita Graversen)
Christian Keller står meget alene i trekantsdramaet i Randers (Foto: Anita Graversen)
 

HVOR STORE ER DE SAMLEDE SKADEVIRKNINGER PÅ KLUBBEN?

OSCAR 5/6
- Der er en enorm forskel på dybden i de to sager. Brøndby kan potentielt set været kastet ud i en overlevelseskamp som topklub med solid økonomisk sikkerhed.

KELLER 2/6
- Det bør ikke være en skamplet for Randers. Det bliver en trist anekdote, men ikke et slag mod selve klubben. Det bliver interessant at se, om Keller spiller mod Brøndby, for så siger de, at sagen ikke har noget med fodbold at gøre, men hvis ikke han spiller, så har det.

Henrik Byager har følt sig godt underholdt af både skandalen i Brøndby og Randers (Foto: Finn Frandsen)
Henrik Byager har følt sig godt underholdt af både skandalen i Brøndby og Randers (Foto: Finn Frandsen)

 

JAN KALBORG, FODBOLDEKSPERT

HVOR GOD HAR UNDERHOLDNINGSVÆRDIEN VÆRET?

OSCAR 6/6
- Underholdningsværdien har været helt i top. Jeg er underholdt på en måde, så jeg sidder tilbage med en kæmpe forbavselse over, at sådan en ting kan ske i fodbold. Samtidig er det jo også bedrøveligt, fordi der er mennesker involveret. Thomas Frank og også Per Rud har længe været persona non grata, og det er jo tragedien i det her. Hver eneste gang er virkeligheden blevet overgået i denne her sag.

KELLER 3/6
- Her er vi ovre i en anden boldgade, der handler om noget internt på et fodboldhold. Jeg synes, at de skulle have holdt den sag tættere til sig, for det var ikke nødvendigt, at den kom sådan ud i pressen. Det er håndteret skidt, at begge udtaler sig, og ledelsen udtaler sig, og det er ved at blive en soap. Jeg er underholdt på en trist måde og overrasket over, hvordan sagen er eksploderet. Det er pudsigt, at de to hold mødes søndag, og det er jo som om, at man har forsøgt at få solgt de sidste billetter til Brøndby Stadion.

Thomas Frank har længe været persona non grata i Brøndby (Foto: Jens Dresling)
Thomas Frank har længe været persona non grata i Brøndby (Foto: Jens Dresling)

Her taler Elkjær og Frimann om Jan Bech-sagen:

HVOR STORT ER DET INTERNE OPRYDNINGSARBEJDE?

OSCAR 5/6
- I Brøndby kan det godt rykke holdet lidt tættere sammen. De kan tænke, at ’det har kostet cheftræneren jobbet, men vi har stadig et job at udføred. Omvendt er der åbnet op for undskyldningerne, hvis de ikke får den tredjeplads. Det er ledelsen, der har skabt balladen, og det vil være standardkommentaren, hvis de ikke vinder. Bossen himself har givet muligheden for, at spillerne kan underpræstere. Selvom vi nu er nået til weekenden, så tror jeg jo nærmest stadig ikke på, at det jeg har læst i ugens løb, kan være rigtigt. Det er direktøren for bordenden, der har gjort det dummeste, man kan gøre, og søndag vil man sikkert høre mange nye sjove historier.

KELLER 6/6
- Her er Randers helt oppe at ringe. Jeg kunne godt tænke mig at sidde med i bussen på vej til Brøndby. Hvor er Keller? Sidder han alene i bussen eller sammen med andre? Keller har fået flået anførerbindet af, og han skal trække vejr ind, men jeg tror ikke, at han kan ryste det hele af sig på en bustur. Brøndby-fansene får en mulighed for nogle sjove vers om Keller, og spørgsmålet er så, om han har noget i ørerne eller bliver påvirket af det. Det vil forbavse mig meget, hvis han spiller en stor kamp. Tilbage står, at ledelsen har gjort det dårligt og ikke krisestyret godt nok. Og fremadrettet er det helt oplagt, at Kellers og Borrings veje skilles senest til sommer.

Brøndby-fanen Tanja fejrer sejr med brysterne:

HVOR MEGET HAR DET SKADET FORHOLDET TIL FANSENE?

OSCAR 3/6
- Fansene, der har en plads i bestyrelsen, har jo meldt ud, at de ikke støtter Jan Bech, men de har så også trukket lidt i land og fortalt, at de bare ville høre medlemmerne ad. Havde det bare været en almindelig bestyrelsesformand, så var han jo afskibet efter sådan en brøler, men han har pengene, og det ved fansene også. Man vil gerne højere op i systemet, og det kommer man ikke, hvis man smider ham ud. Jeg tror, Brøndbys fans rykker sammen i bussen, og de har selvironi og kan grine ad det. Bech får nok svært ved at genvinde fansenes troværdighed, og han er ikke længere en mand, man kan tage 100 procent seriøst hele tiden, for han er også en fan ved siden af. Fansene vil aldrig svigte Brøndby, for de har været udsat for mange andre ting, men jeg forventer også, at der kommer støtte til Thomas Frank søndag.

KELLER 3/6
- I Randers er forholdet til fansene uforandret. Fansene her er jo ikke så inkarnerede som i Brøndby, men sympatien ryger nok til Borring. Man har altid rost Keller også for hans fighteregenskaber, men det tror jeg dør stille ud. Fansene vil nok også rykke noget mere sammen, mens de ærgrer sig over et hold, der har underpræsteret lidt i foråret. Det er heldigt for Randers, at de har udebane, hvor Brøndby til gengæld kan vente sig stort set alt.

Jonas Borring har mistet sin kone Kira, som anføreren Christian Keller har snuppet, inden han fik frataget anførerbindet i den splittede trup (Foto: Anita Graversen)
Jonas Borring har mistet sin kone Kira, som anføreren Christian Keller har snuppet, inden han fik frataget anførerbindet i den splittede trup (Foto: Anita Graversen)
 

HVOR STORE ER DE SAMLEDE SKADEVIRKNINGER PÅ KLUBBEN?

OSCAR 6/6
- Klubbens troværdighed er meget skadet, og det bliver svært at finde store sponsorer, når selv bestyrelsesformanden brænder broer. Jan Bech vil putte flere penge i, og det er han også nødt til, for der er ikke andre, der vil. Han har gjort sig selv mere uundværlig end nogensinde før. Seriøse forretningsfolk vil jo sige, ’er det virkelig sandt det her’? Det er meget kritisk.

KELLER 1/6
- Jeg ser slet ingen skader på Randers. Det er en personsag, og jeg kan ikke forestille mig, at erhvervslivet eller andre omkring Randers trækker følehornene til sig.

Jan Kalborg er fodboldekspert på DR, og han mener, at Brøndby er kommet mest skadet ud af ugens to skandaler (Foto: DR)
Jan Kalborg er fodboldekspert på DR, og han mener, at Brøndby er kommet mest skadet ud af ugens to skandaler (Foto: DR)

Her fortæller Christian Keller om Borrings kone og det mistede anførerbind:

Kom helt tæt på Jan Bech Andersen her:

55 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere