For et år siden måtte Sparta Prag sande, at danske klubber ikke lader sig presse i transferforhandlinger, da Oliver Abildgaards overgang strandede.
Nu gør Slavia Prag de samme erfaringer.
De tjekkiske mestre har længe lurepasset omkring interessen for angrebsbacken Alexander Bah. De seneste dage er der imidlertid kommet kød på interessen, og seneste bud på 1,1 mio. euro, knap 8,2 mio. kroner, lignede en bevægelse mod enighed.
Den bevægelse er stoppet brat.
SønderjyskE har ifølge tjekkiske kilder nu skruet prisen på Alexander Bah i vejret.
Pokalvinderne forlanger nu to mio. euro for at slippe sin store profil. Dermed er der nu så langt mellem klubberne, at handlen i princippet er død.
Alexander Bah lå ellers til at blive den dyreste spiller nogensinde solgt fra SønderjyskE, men i sidste ende trak forhandlingerne ud så længe, at det ville blive problematisk at hente en kvalificeret afløser ind.
Den risiko var SønderjyskE parat til at løbe, hvis tjekkerne var villige til at hæve prisen til to mio. euro, men det endte i stedet med at give forhandlingerne dødsstødet.