Skuffet taber må nøjes med sølv: Til lykke, FCK!

Jesper Hansen erkender på en gennemført dårlig dag, at det er fuldt fortjent, mesterskabet ender i Parken

Kenneth Andersen talte med store bogstaver i FCM's omklædningsrum. Uden succes. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kenneth Andersen talte med store bogstaver i FCM's omklædningsrum. Uden succes. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ODENSE (Ekstra Bladet): Det var skidt over hele linjen. Et kobbel tandløse og lettere modløse ulve tog til Odense og fik stryg, men Jesper Hansen var i nederlagets stund stor nok til at lykønske de danske mestre fra FCK.

- Det er fuldt fortjent, at FCK løber med guldet. Stort til lykke til dem! De gjorde det af med os i påsken og har overhovedet ikke tabt i mesterskabsspillet, hvor vi slet ikke har været gode nok. Vi har manglet de marginaler, der var med os sidste sæson, siger den 34-årige keeper efter OB’s 3-1 sejr.

Ironisk nok venter lige præcis FCK næste søndag i Herning, hvor midtjyderne må nøjes med at bruge kampen som opvarmning til pokalfinalen mod Brøndby.

- Det vil være fint lige at få slået dem, inden det, der nu er vores overordnede mål: At vinde pokalfinalen. Vi skal have noget selvtillid ind, så folk ikke går og hænger med hovederne. I dag var det ikke godt, erkender Jesper Hansen.

Skal I ikke være stolte af sølv?

- Det skal vi. Sølvmedaljerne har vi vundet forholdsvis klart, og dem må vi tage til takke med.

Ellevilde fans jubler sammen med Casper Nielsen over hans pletskud til 3-1. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ellevilde fans jubler sammen med Casper Nielsen over hans pletskud til 3-1. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

I Odense jubler de til gengæld over muligheden for at nappe bronze og muligheden for endelig igen at komme ud i Europa.

- Vi har været for dårlige på udebane, men vi spiller rigtig godt i dag. Vi laver en ændring, så vi spiller med én fremme og har lidt flere inde på midten, det hjalp os lidt, og så var vi ellers bare gode generelt. Så må vi se på fredag, når vi møder Esbjerg hjemme. Dem skal vi slå, hvis vi vil noget, siger Bashkim Kadrii.

- Hvis det flasker sig, kan vi selv afgøre det. Det er det, vi går efter, siger OB-angriberen.

Jakob Poulsen blev skiftet ud efter en time. Der var dog intet galt med karrosseriet.

- Nej, der vist bare nogen, der ikke var tilfreds med indsatsen, tror jeg. Det var jeg heller ikke selv, vi spillede ikke specielt godt i dag. Det var en dårlig kamp.

Betyder det noget, at FCK vinder mesterskabet et minut inde i denne kamp?

- Nej, det vil jeg ikke give skylden. Vi forsøgte at ændre lidt og spille meget mere direkte med lange bolde, og det lykkedes heller ikke. Man kan sige, at plan A mislykkedes – og det gjorde plan B også! Så bliver det sjældent en ret god kamp, siger han nøgternt.

- Selvfølgelig er vi skuffede over, vi kun får sølv. Men det har ligesom været på vej et stykke tid, så det er ikke i dag, det hele bryder sammen. Vi har stadig en gylden mulighed for at tage et trofæ i denne sæson, og den skal udnyttes, siger han.

Jesper Hansen:

- Jeg tænkte, at nu kan vi spille frit og bare gå ud, nyde det og levere noget god fodbold. Det gik ikke lige, som jeg havde håbet. Vores udtryk er slet ikke, som det skal være. Det kunne være gået begge veje, men det blev desværre følelsen af, at det hele kan være lige meget, der vandt. Det er selvfølgelig skidt, siger målmanden.

Se også: Ny FCM-nedtur: OB slagtede ulvene

Se også: FCK-stjerne floppede midt i guld-fest: Se karaktererne her

Se også: Jackpot i København: Uimodståelig FCK-fest

1 kommentar
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere