Slutspils-overblik: Ikke antydningen af gummiben

FC Nordsjælland sikrede sig fredag reelt en plads i mesterskabsspillet. Også AGF er så godt som klar, og Randers FC skal nu håbe på, at Brøndby eller AaB kikser

FC Nordsjælland spillede en overbevisende kamp i Silkeborg og kunne sagtens have vundet med mere end 2-0. Se højdepunkter her.

Da Superligaen blev genoptaget, var det en femkamp. Nu er det en trekamp.

AGF og FC Nordsjælland har i de to første kampe efter coronapausen reelt sikret sig pladser i mesterskabsspillet, mens regnmaskinerne fortsat er fremme i Brøndby, AaB og Randers FC.

De tre er stadig med i en stoledans, og når musikken stopper 7. juni, vil en af dem stå tilbage uden en plads i mesterskabsslutspillet.

Lige nu ser Randers FC ud til at lande på den triste syvendeplads.

Patrick Mortensens udligning i tillægstiden torsdag aften skabte ikke alene jubel i Aarhus, men også i Brøndby, Farum og Aalborg.

Kronjyderne havde med en sejr i den første kamp efter coronapausen for alvor spillet sig ind i slutspilsvarmen, men nu er de afhængige af, at en af konkurrenterne får gummiben.

FC Nordsjælland viste end ikke antydningen fredag aften i Silkeborg. Med en overbevisende 2-0-sejr er de nu på 41 point og har så god en målscore, at de er uden for rækkevidde.

Ekstra Bladet giver dig her slutspilsoverblikket med knap to numre igen af den store stoledans.

Kampen om mesterskabsspillet

Magnus Kofod Andersen scorede et smukt mål for FCN i Silkeborg. Foto: Claus Bonnerup
Magnus Kofod Andersen scorede et smukt mål for FCN i Silkeborg. Foto: Claus Bonnerup
 

FC Nordsjælland - 41 point (målscore +14)

Nordsjællænderne så godt som sikrede sig pladsen i mesterskabsspillet med 2-0-sejren i Silkeborg fredag aften.

FCN er seks point foran Randers FC og har en målscore, der er ni mål bedre end kronjydernes.

Det vil med andre ord kræve to storsejre til Randers FC og et stort nederlag til FCN i de sidste kampe, hvis pladserne skal byttes om.

Farum-klubben møder i sidste runde FC Midtjylland på hjemmebane.

Nordsjællænderne har et forspring på fire point til AaB, så taber nordjyderne i Esbjerg søndag, er sagen også klar.

Restprogrammet: FC Midtjylland (hj.)

Patrick Mortensen sørgede for jubel i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Patrick Mortensen sørgede for jubel i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

AGF - 41 point (målscore +12)

Aarhusianerne skal rammes af Murphys lov for at kikse mesterskabsspillet.

Det ene point mod Randers FC betyder, at de blot skal bruge en uafgjort i de sidste to kampe for at være matematisk sikre.

Og selv med to nederlag, kikser det næppe. Det vil nemlig kræve, at Randers FC vinder både over Hobro og i Parken over FCK og samtidig henter de seks mål, som AGF lige nu er foran.

AaB skal som minimum hente fire point for at gå forbi AGF. De to hold mødes i øvrigt i sidste runde.

Restprogrammet: OB (hj.) og AaB (ude)

Brøndby har pudset formen af med et par kampe mod Lyngby. Foto: Per Kjærbye
Brøndby har pudset formen af med et par kampe mod Lyngby. Foto: Per Kjærbye
 

Brøndby - 39 point (målscore +10)

Klubben fra Vestegnen kan have sikret sig pladsen blandt de seks bedste, allerede inden deres kamp mod SønderjyskE tirsdag aften. Hvis Randers FC 2. pinsedag taber mod Hobro, vil de ikke længere kunne passere de blågule.

En sejr over SønderjyskE vil også med garanti sende Brøndby i mesterskabsspillet.

Randers FC kan med fire point gå forbi Brøndby, men det vil kræve, at Niels Frederiksens mandskab samtidig taber deres to sidste kampe og sætter et forspring på fire mål i målscore over styr.

De 39 point, som Brøndby har nu, vil formentlig række, og med et point mere går det ikke galt. 

Restprogrammet: SønderjyskE (hj.) og Horsens (ude)

AaB vandt 4-3 over OB i sidste test. Foto: Birgitte Carol Heiberg/Ritzau Scanpix
AaB vandt 4-3 over OB i sidste test. Foto: Birgitte Carol Heiberg/Ritzau Scanpix
 

AaB - 37 point (+12 i målscore)

I sidste sæson missede nordjyderne slutspillet på målstregen, og de er heller ikke helt i mål denne gang.

Faktisk risikerer de at gå ind til sidste runde under stregen. Det sker, hvis de taber i Esbjerg samtidig med, at Randers slår Hobro hjemme.

AaB's målscore er så god, at to point formentlig vil række - medmindre Randers FC gør rent bord i de sidste kampe.

Får de et point i Esbjerg, og taber AGF samtidig hjemme til OB, vil AaB også kunne sikre sig slutspilspladsen ved at slå aarhusianerne hjemme i sidste kamp. I så fald vil de passere AGF i kraft af en bedre målscore.

Det var netop målscoren, der kostede dem pladsen i sidste sæson, men denne gang skulle der være styr på det!

Restprogrammet: Esbjerg (ude) og AGF (hj.)

Randers FC er formentlig tvunget til to sejre. Foto: Jens Dresling
Randers FC er formentlig tvunget til to sejre. Foto: Jens Dresling
 

Randers FC - 35 (+6 i målscore)

Kronjyderne skal formentlig hente seks point i de to sidste kampe - og det er muligvis ikke nok.

AGF's sene udligning betyder, at Randers FC's vej til slutspil blev meget længere. Sejre over Hobro og FCK vil give dem en fair mulighed - især hvis sejrene bliver store nok.

I så fald skal AaB som minimum hente fire point og Brøndby et.

En uafgjort og en sejr kan også være nok, men det vil kræve, at AaB maksimalt får et point.

Nordjyderne har en bedre målscore end Randers FC, og det kan i sidste ende blive afgørende.

Henter Randers FC kun tre point i de sidste to kampe, skal alt gå deres vej.

Medmindre Randers FC henter en storsejr, og AaB render ind i store øretæver, vil tre point kun række, hvis AaB samtidig taber begge deres kampe.

To uafgjorte kan i teorien være nok, men det vil kræve, at AaB taber deres to sidste kampe med sammenlagt mindst syv mål.

Restprogrammet: Hobro (hj.) og FCK (ude)

Han scorede ikke i Silkeborg, men er stadig Superligaens største salgsobjekt. Bliv klogere på, hvorfor Premier League-klubberne har fået en ekstra grund til at gå efter Mohammed Kudus (+)

FC Nordsjælland har en guldfugl i Mohammed Kudus, der håber en handel til en værdi af 75 millioner kroner. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Sommerens største salg: Døren åben til Premier League

Se også: Playmate vil købe topklub

Se også: Spanien tillader fuld holdtræning fra mandag

Se også: Bayern ydmygede uheldige Zanka

16 kommentarer
Vis kommentarer