Lars Søndergaard-aftale ikke på plads

SønderjyskE og Lars Søndergaard har endnu ikke forhandlet om en ny kontrakt, men parterne vil gerne fortsætte samarbejdet

Lars Søndergaard skal til en samtale hos direktøren om forlængelse af kontrakten som SønderjyskE-træner. (Foto: Jens Dresling)
Lars Søndergaard skal til en samtale hos direktøren om forlængelse af kontrakten som SønderjyskE-træner. (Foto: Jens Dresling)

Det lød nærmest som en done deal, da Lars Søndergaard på tv torsdag aften svarede ja til spørgsmålet, om han skulle op på chefens kontor og forlænge den kontrakt, der udløber efter denne sæson.

Der er imidlertid ingen forhåndsaftale mellem de to parter. Sportschef Ole Nielsen understreger, at han og Søndergaard endnu ikke har diskuteret en forlængelse.

Se også: Sønderjyske-anfører vil på gigantisk pubcrawl

- Vi har hele tiden sagt, at vi først vil se på vores udløb, når vi var sikret en ny sæson i Superligaen. Det kom på plads i går, men vi har altså ikke lavet nogen aftale henover natten. Men jeg håber og tror på, det falder på plads, da begge parter er interesserede i at fortsætte samarbejder, siger Ole Nielsen fredag til tipsbladet.dk.

Superligaen går på sommerferie, når sidste spillerunde er afviklet på mandag, men SønderjyskE-sportschefen regner ikke med selv at få ferie før et godt stykke ind i den nye Superliga-sæson. Ud over forlængelsen med Søndergaard skal han og klubben tage stilling til otte spillere, der har kontraktudløb, og så er der også lige et transfervindue, han ikke kan holde fri fra.

Se også: Direktør hylder SønderjyskE's dna

- Snakken om forlængelser vil komme løbende, men det er klart, at vi går i gang med at få træneren på plads, men der kan godt blive tid til at kigge på spillersiden samtidig, så det er en løbende proces. Jeg vil heller ikke udelukke, at der er nogen, der ikke får forlænget deres kontrakter, siger Nielsen.

SønderjyskE har ni spillere med kontraktudløb, men Eyjolfur Hedinsson har allerede skrevet kontrakt med FC Midtjylland, hvorfor SønderjyskE skal tage stilling til følgende otte: Rabiu Afolabi, Tommy Bechmann, Daniel Christensen, Thomas Hansen, Marin Skender, Kenneth Stenild, Gill Swerts og Jacob Tjørnelund.

0 kommentarer
Vis kommentarer