Træner til sin profil: Bliv og bliv topscorer

Lars Søndergaard håber, Lasse Vibe bliver i SønderjyskE. Også for hans egen skyld. Han tror på, han kan blive Superliga-topscorer i næste sæson

Vibe bør blive i SønderjyskE (Foto: Ernst van Norde)
Vibe bør blive i SønderjyskE (Foto: Ernst van Norde)

Efter en flot forårssæson står Lasse Vibe klar til at blive skudt af til udlandet eller en større klub herhjemme. Det er en del af SønderjyskE's dna, at de sælger, hvis der kommer bud, og Vibe er fuldstændig klar til at tage chancen, hvis det rigtige tilbud dukker op.

Ikke overraskende håber træner Lars Søndergaard, at Lasse Vibe bliver i klubben. Han tror på, at Vibe kan udvikle sig endnu mere i SønderjyskE, hvis klubben kan holde på stammen af spillere, der fik 17 point i sæsonens sidste otte kampe.

Se også: Sønderjyske-profil: Ked af Horsens-nedrykning

- Hvis jeg skal være ren egoist, håber jeg, at Lasse bliver hos os. Han har udviklet sig meget, siden han kom hertil for halvandet år siden. Han er blevet mere målfarlig, og jeg tror på, at han kan fortsætte sin succes her og blive topscorer i Superligaen i næste sæson, hvis vi kan holde sammen på holdets stamme. Men jeg ved også godt, at han er væk, hvis der kommer et bud, og jeg vil hverken blive gal eller tosset, hvis det sker. Vi prøvede det samme med Quincy i den her sæson, og sådan er vilkårene i den her klub, siger Lars Søndergaard til tipsbladet.dk.

Men kan SønderjyskE så holde sammen på den stamme, der gjorde det så godt i slutningen af sæsonen og i sikker stil skød klubben væk fra nedrykningspladserne? Den vigtige målmand Marin Skender har i dag forlænget sin kontrakt, mens SønderjyskE har taget afsked med lejesvenden Rasmus Hansen, Gill Swerts, Kenneth Stenild, Thomas Hansen og islændingen Eyjolfur Hedinsson, der skifter til FC Midtjylland.

Se også: SønderjyskE forlænger med kroatisk keeper

Ingen af de fem spillede en væsentlig rolle på Søndergaards mandskab i foråret, og så er spørgsmålet, om klubben kan blive enige om nye kontrakter med Tommy Bechmann og Daniel Christensen, der begge løftede deres spil, da det spidsede til i bundstriden.

- Jeg vil rigtig gerne starte næste sæson med de 11, der spillede mest for os i de her sidste otte runder, hvor vi fik 17 point og klarede frisag. Jeg ville være et skarn af en træner, hvis jeg sagde, at jeg ville af med et par stykker af dem. Jeg håber, vi kan holde på stammen og sikre kontinuitet den vej. Jeg har været her i to år nu, og jeg oplevede i starten af begge sæsoner, at vi stod med en masse ændringer. Det giver nogle usikkerheder, at vi hele tiden skal integrere nye, og jeg tror ikke, det handler om sønderjysk dna, at vi først præsterer, når sæsonen er ved at slutte. Det er i høj grad også en integrationsting.

Se også: Lars Søndergaard-aftale ikke på plads

Ud over Bechmann og Christensen, som Søndergaard altså gerne vil beholde, er der stadig også spørgsmålstegn ved, om forsvarsreserverne Rabiu Afolabi og Jacob Tjørnelund får forlænget deres aftaler, og så er der jo også lige det 'men', at Lars Søndergaards egen kontrakt løber ud.

- Ole har haft en del at se til med spillere, der skal have at vide, hvor de står, og så har det været magtpåliggende for os at få Skender på plads. Det lykkedes i dag. Vi er i gang med at kigge på min kontrakt, men der er ikke noget, der er endeligt afklaret. Der er nogle småting, vi skal have styr på, men jeg regner med, det går i orden hurtigt, siger Lars Søndergaard.

SønderjyskE endte sæsonen på en ottendepladsen. De blev nummer seks i sidste sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer