Der var store forhåbninger til ham i Brøndby, og undervejs blev der givet prøver på hans kunnen på fodboldbanerne, men generelt var der alt, alt for langt imellem snapsene for den gambianske angriber Ousman Jallow.
Han kom til Vestegnen i 2008, men forlod de blå/gule tre sæsoner efter, da hans kontrakt udløb og fik påklistret prædikatet 'flop'.
Karrieren fortsatte i stedet i den tyrkiske 2. divisionsklub Çaykur Rizespor, hvor han stoppede og nu er uden kontrakt. Men hans fodbold-fremtid kan muligvis ligge i Danmark, han er nemlig på vej til prøvetræning hos nedrykningstruede SønderjyskE.
Brøndby-flop forlader Danmark- Gennem vores netværk har vi fået mulighed for at få set nærmere på Jallow. Han starter på mandag, og så har vi ham i 14 dage, siger SønderjyskE sportschef Ole Nielsen til bold.dk.
- Vi kender ham jo fra hans tid i Brøndby. Men der er gået tre år imellem, så vi skal lige se, hvor han er henne. Og han er ikke den eneste angriber, vi har på blokken. Der er andre navne i spil, siger sportschefen.
Jallow nåede 19 mål i 81 kampe for Brøndby.