Dommen over bundgyset: De to hold rykker ned

Superligaen står foran slutfasen - om fem uger er det slut. Regn selv ud, hvordan det hele ender

Hvem rykker ned i den historisk tætte Superliga? Du kan selv taste dig til svaret i Ekstra Bladets nedrykningsberegner nederst i denne artikel. (Foto: Claus Bonnerup)
Hvem rykker ned i den historisk tætte Superliga? Du kan selv taste dig til svaret i Ekstra Bladets nedrykningsberegner nederst i denne artikel. (Foto: Claus Bonnerup)

Mens guldet ligner et parløb mellem AaB og FC Midtjylland, så er det anderledes kompliceret at forudse, hvordan bundgyset ender.

AGF smed i slutfasen point mod Randers FC, der dermed indhentede lokalrivalerne fra Smilets By. Og efter tre målløse kampe i træk - og tre nederlag - begynder nedrykningsstregen for alvor at nærme sig for De Hvide.

Se også: Todd: Enormt vigtig sejr over AGF

Spørger man Danmarks Radios fodboldekspert, Jan Kalborg, så bliver det imidlertid ikke AGF, der ender med at tage billetten ned i næstbedste række.

- Jeg tror altså stadig på, at det bliver SønderjyskE og Viborg, fastslår han over for Ekstra Bladet.

- Jeg synes ikke Sønderjyske kommer med samme pondus, som tidligere sæsoner. Jeg var selv i Parken og de kan altså ikke være tilfredse med den indsats de leverede der, siger Jan Kalborg, der dog ser noget bekymret på AGF's situation.

Se også: AGF-træner afviser nedrykningsfare

- AGF er altså i høj grad med i det, for de får ikke spillet til at hænge sammen. De har jo nærmest spillet en gang antifodbold på det seneste, hvor de først for alvor giver los, når de kommer bag ud. Og så er der jo nogle spøgelser fra fortiden, der også hurtigt kan komme ind og påvirke tingene, siger Jan Kalborg, der til gengæld tror, at FC Vestsjælland på nogenlunde samme antifodbold-dyder er i stand til at overleve.

- Der er så mange krummer i det hold, og så er Ove Pedersen så snu, at han nok skal få hentet de nødvendige point. Se bare 0-0 kampen mod Esbjerg. Han kan bare stille sit hold på en facon, der gør modstanderne gråhårede, siger han.

Se også: Thomas Dalgaard åbner for sommerskifte

- Viborg har Thomas Dalgaard, men det er samtidig et hold, der lukker alt for mange mål ind til at jeg tror på at de redder sig, siger han og slår fast, at Randers FC bør kunne hente nok point i slutfasen til at redde sig.

- Hvis Ronnie Schwartz holder sig frisk, så har de manden med målene. Til gengæld kan de jo nærmest spille til juleaften uden at score, når han er ude. Og med Colin Todd tilbage på trænerbænken synes jeg, det går den rigtige vej, siger Jan Kalborg.

Men hvad tror du? Ekstra Bladet giver dig her muligheden for at forudse Superligaens slutfase gennem Slutstillingsberegneren:



0 kommentarer
Vis kommentarer