Bænket Bechmann: Mit gamle kadaver skulle spares

Sønderjyskes topscorer Tommy Bechmann begyndte på bænken mod Brøndby, men det var der en speciel årsag til

(Arkivfoto: Jens Dresling)
(Arkivfoto: Jens Dresling)

Det var en overraskelse for de fleste, at nedrykningstruede Sønderjyske lod sin topscorer Tommy Bechmann starte på bænken i fredagens 1-3-nederlag ude mod Brøndby.

Men der var en mening med galskaben, for planen er, at 32-årige Tommy Bechmann skal skånes og have hvile midt i det hårde påskeprogram.

- Det havde vi aftalt, fordi vi skal spille allerede på mandag. Mit gamle kadaver kan næsten ikke holde til alt for mange kampe inden for kort tid. Så det var aftalt på forhånd, siger Bechmann.

Fem scoringer i Superligaen er det blevet til for Bechmann, og det har gjort ham til klubbens topscorer.

Se også: SønderjyskE-træner: Uafgjort ikke godt nok længere

I fredagens kamp mod Brøndby var det Rubin Okotie, som reducerede for Sønderjyske, der først viste tænder efter indskiftningen af Bechmann og Silas Songani, men ikke fik point ud af anstrengelserne.

- Vi var bagud med 0-2 og havde ikke noget at tabe. Vi gik op med to angribere, og det skulle helst give en eller anden form for offensiv gejst.

- Jeg kan kun være ærgerlig over, at det ikke udmøntede sig i flere mål. Vi havde chancerne, men manglede det sidste held, mener Bechmann.

Se også: SLUT: Matchfakta Brøndby-SønderjyskE

Sønderjyske har 25 point på Superligaens sidsteplads, og der er fire point op til FC Vestsjælland og AGF over nedrykningsstregen.

- Det er ikke blevet lettere. Selv om de andre hold også tabte, så har vi en kamp mindre at gøre det godt i.

- Nu er vi så heldige, hvis man kan sige det sådan, at vi skal møde to af de andre bundhold i indbyrdes kampe. Det bliver meget vigtige kampe. Og vi kan starte med at vinde på mandag, så ser det lyst ud igen, siger han.

Bechmann kræver en sejr over FC Nordsjælland, som skal en tur til Sønderjyske på mandag.

- Det bliver endnu en vigtig en af slagsen. Vi skal vinde. Det er der ingen tvivl om. Det skal vi hver gang. Det er mod et hold, der gerne vil spille fodbold, og dem skal vi ganske enkelt ind og spise, lyder det fra Bechmann.

0 kommentarer
Vis kommentarer