Beskyldt for at tabe med vilje: Advarede mod kaos for tre år siden

Sportschef mener ikke, nederlaget til FCM er et emne for disciplinærudvalget

Studie: Skal Superliga-strukturen ændres?

Sønderjyske er endt i en kæmpe struktur-storm, efter FC Midtjylland nærmest fik sejren foræret søndag, da midtjyderne stort set ugeneret kunne spadsere ned og afgøre opgøret med målet til 2-1 mod de lyseblå.

Men Sønderjyske har længe gjort opmærksom på, at ombrydningen af ligaen efter grundspillet gav problemer.

Da forhandlingerne omkring den nye Superliga-struktur kulminerede i foråret 2015, var Sønderjyske meget bekymrede over den sportslige fairness omkring de to grupper i nedryknings-spillet.

I sidste ende blev bekymringerne fejet til side i forhandlingerne, hvor det blev prioriteret af komme overens om en ny struktur, og så måtte skønhedsfejlene rettes efterfølgende.

- Der bør selvfølgelig være en belønning ved at slutte som fjerdesidst frem for sidst. Det er der ikke her, hvor et hold, som taber 32 kampe 5-0, kan overleve i sidste ende. For når man først kommer til playoff om nedrykning, er det jo nærmest som at trække strå om, hvem der skal blive oppe, sagde daværende Sønderjyske-træner Jakob Michelsen således, da den nye struktur blot var få måneder gammel.

Se det kontroversielle sejrsmål til FC Midtjylland

Ekstra Bladet forstår på flere kilder i toppen af Superliga-klubberne, at Sønderjyskes sportschef Hans Jørgen Haysen i forbindelse med struktur-forhandlingerne forfattede et længere dokument, hvor flere problemer omkring gruppespillet blev rejst.

- Der blev vendt rigtig mange holdninger i debatten omkring strukturen, men det var en diskussion, der blev ført bag lukkede døre, og jeg ønsker ikke at kommentere, hvad der blev sagt, siger Hans Jørgen Haysen, der er yderst forsigtig i sit ordvalg oven på den kontroversielle afslutning på kampen i Herning.

- Uanset hvad så synes jeg, det er vigtigt, at det til enhver tid kan betale sig at slutte så højt som muligt.

- Vi er rigtig, rigtig kede af, at vi er endt der, hvor det her skal vendes. Det skyldes desværre, at der i en udmærket struktur er nogle uhensigtsmæssige scenarier, og det skal vi have ændret.

- Vi kan ikke som klub leve med, at vi kan blive beskyldt for noget, som ligger så langt fra de værdier, vi står for. Det må aldrig ende der, hvor der kan spekuleres i, om det er bedre at ligge nummer otte end nummer syv, påpeger Sønderjyskes sportschef.

- Alle ønsker dramatik og spænding, og det støtter vi fuldt ud. Men det må ikke ske på en facon, så det går ud over sportslig fairness. Derfor har vi også nogle ideer til, hvordan det kan tilgodeses bedre.

- Kan det være ved at lade nummer syv i grundspillet vælge, hvilken gruppe de spiller i?

- Det er ikke et dumt forslag, siger Hans Jørgen Haysen, der nu må imødese en granskning fra disciplinærinstansen efter nederlaget mod FC Midtjylland, som kan få store konsekvenser for klubben..

- Jeg har det dårligt med, at vi pludselig står i den her sag. Grekos udtalelser efter kampen virker mærkelige og åbner for fortolkning. Og så har vi nogle unge mennesker, der står for vores sociale medier, der er i deres følelsers vold, der får formuleret sig uheldigt. Det ville jeg da meget gerne have været foruden, siger Hans Jørgen Haysen.

Sønderjyske har nedfældet fire værdier for klubben - Hårdt arbejde, sammenhold, ydmyghed og ansvarlighed.

'Vi er ærlige og loyale. Det vi siger, er det, vi gør,' lyder et par af sætningerne under punktet: 'Ansvarlighed.'

- Jeg kender godt de fire værdier. De står på vores væg og på mit kontor. Derfor er det ekstra ærgerligt, at vi ender i en situation, hvor der er scenarier, som gør, at der kan blive sået tvivl om, hvorvidt vi lever op til vores værdier.

- Vi bør tage ved lære og gøre alt for, at det ikke ender der, hvor de her spekulationer bliver relevante. Det skal altid kunne betale sig at ende så højt som muligt, fastslår Hans Jørgen Haysen. 

Se også: Efter Superliga-skandale: Nu kan klubben blive straffet

Se også: FCM-boss i frontal-angreb: Brøndby får dommerhjælp

Se også: Danmarks mest omtalte mål: Lod de virkelig FCM score med vilje?

71 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere