Dagens største transfer-kup: Derfor vender jeg hjem

Timingen var perfekt for Simon Poulsen, der vender hjem til barndomsklubben i Haderslev i jagten på spilletid

Hør Simon Poulsens kommentarer til sit klubskifte.

Ekstra Bladet kunne tirsdag morgen berette, at SønderjyskE havde gjort et stort kup og hentet den forhenværende landsholdsspiller Simon Poulsen hjem til Sønderjylland fra PSV Eindhoven.

Nu bekræfter både SønderjyskE og venstrebacken selv, at skiftet er faldet på plads. Og Simon Poulsen er lykkelig over at vende 'hjem' til Haderslev, hvor han spillede godt 70 kampe og scorede 23 mål som en markant profil fra 2002-2005.

- Situationen var ikke længere holdbar for mig i PSV, og jeg havde valget mellem at fortsætte i udlandet eller vende hjem til Danmark. Timingen var bare perfekt for mig lige nu, da SønderjyskE gav udtryk for, at man virkelig gerne ville have mig, og min familie var klar til at vende hjem. Det betyder også meget for mig at komme tilbage til klubben, hvor det hele begyndte og landsdelen, jeg er vokset op i, siger 32-årige Simon Poulsen, der er født og opvokset i Sønderborg.

Simon Poulsen ser nu frem til at få spilletid igen efter i en lang periode at have stået bag Jetro Willems i køen til minutter i PSV. Og selv om der er konkurrence om pladserne i SønderjyskE med Nicolaj Ritter og nyindkøbte Nicholas Marfelt, så satser Simon Poulsen naturligvis på fast spilletid.

- Jeg vender ikke hjem for at sidde på bænken, men jeg er godt klar over, at spilletid ikke kommer automatisk, bare fordi man er hentet hjem fra udlandet. Det er op til trænerteamet, siger Simon Poulsen, der dog ikke har låst sig fast på en bestemt position på banen.

- Mange ser mig nok som venstreback, men jeg er meget glad for den offensive del af spillet og vil bestemt ikke afvise at spille på kanten. Det har jeg før gjort med succes i SønderjyskE. Det vigtigste er, at jeg kommer til at spille, og rent fysisk føler jeg mig i god form efter en hård opstart i PSV og masser af minutter i træningskampene, siger Simon Poulsen.

Simon Poulsen var i to omgange en stor succes i hollandske AZ Alkmaar. Foto: AP Photo/Peter Dejong
Simon Poulsen var i to omgange en stor succes i hollandske AZ Alkmaar. Foto: AP Photo/Peter Dejong
 

I 2005 skiftede Simon Poulsen fra barndomsklubben i Haderslev til FC Midtjylland. I 2008 gik turen til AZ Alkmaar.

Siden skiftede han til italienske Sampdoria, men røg efter et mislykket ophold tilbage til Alkmaar og derfra videre til PSV Eindhoven.

Den ny SønderjyskE-profil har opnået 31 landskampe for Danmark, og den seneste ligger tilbage i juni 2015, da Danmark slog Serbien i EM-kvalifikationen i Parken.

Men landsholdet ligger meget fjernt i tankerne for Simon Poulsen, som situationen er nu.

- Det er i hvert fald ikke med landsholdet i tankerne, jeg vender hjem til Superligaen. Nu handler det om at komme godt i gang i SønderjyskE og hjælpe klubben med at nå så højt som muligt i tabellen. Men når det er sagt, så er det før set, at man kan spille sig tilbage på landsholdet, hvis man præsterer godt i Superligaen, så man skal aldrig sige aldrig, lyder det fra Simon Poulsen.

Simon Poulsen drager nu til Spanien for at tilslutte sig SønderjyskE-truppen på træningslejr. Det officielle Superliga-comeback kan blive 17. februar, når Esbjerg tager imod i Superligaen.

Se også: Bekræftede skifter: Ind og ud af Superligaen

Se også: SønderjyskE henter ex-landsholdsspiller i storklub

Se også: FCM støvsuger rivaler: Henter endnu en Superliga-profil

Se også: Afsløring: Superliga-klub henter ungt talent

Se også: Stort kup: Tidligere landsholdsspiller vender hjem

1 af 3 Foto: SønderjyskE
2 af 3 Den forhenværende landsholdsspiller Simon Poulsen er hentet hjem til SønderjyskE. Foto Lars Poulsen
3 af 3 Tilbage i lyseblå. Foto: SønderjyskE
8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere