Dumper sæson trods redning: - Det har været turbulent

En 10. plads og et ærgerligt exit i Superligaens Europa-slutspil til Randers lever ikke op til SønderjyskE’s målsætning. Sportschef Hans J. Haysen glæder sig over Superliga-overlevelse, men dumper sæsonen som helhed

Hans Jørgen Haysen er ikke tilfreds med SønderjyskEs 10. plads i Superligaen. Foto: Anders Brohus
Hans Jørgen Haysen er ikke tilfreds med SønderjyskEs 10. plads i Superligaen. Foto: Anders Brohus

SønderjyskE tabte søndag 4-3 (og samlet set 5-4) til Randers i et hæsblæsende og særdeles underholdende returopgør i Superligaens Europa-slutspil.

Dermed blev Haderslev-tropperne med træner Glen Riddersholm i spidsen sendt tidligt på sommerferie med en 10. plads.

SønderjyskE lykkedes ikke med at indfri den erklærede målsætning om at nå top seks, og i stedet endte det med mere eller mindre nervepirrende spænding i gruppespillets pulje 1, hvor klubben trods alt klarede skærene i den sidste og afgørende runde.

Sportschef i SønderjyskE, Hans J. Haysen, glæder sig over, at Haderslev-klubben sikrede sig endnu en sæson i Superligaen, men ærgrer sig selvfølgelig over exittet fra Superligaens Europa-slutspil.

Turbulent sæson
Og selvom sønderjyderne viste mandsmod og karakter, da Superliga-eksistensen for alvor var på spil, så dumper han alligevel sæsonen som helhed. En Superliga-sæson, hvor klubben undervejs sadlede om og skiftede træner, eftersom den nu tidligere SønderjyskE-træner Claus Nørgaard blev opsagt med øjeblikkelig virkning tilbage i december sidste år.

- Det har været meget op og ned. Og vi har været meget igennem blandt andet med et trænerskifte. Det allervigtigste er selvfølgelig, at vi reddede os ... Men det har været turbulent. Og lige nu står jeg med en øv-følelse over at være ude nu efter de her to kampe (mod Randers, red.). Vi fik vist lidt af det, vi kan få frem, når presset er væk fra vores skuldre ... Men det er jo vanvittigt, at vi ikke vinder over to kampe. Vi burde endda have vundet tre eller fire-nul hjemme, sagde Hans J. Haysen efter nederlaget til Randers.

Erik Marxen bringer Randers foran med 2-1 mod SønderjyskE. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Erik Marxen bringer Randers foran med 2-1 mod SønderjyskE. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

- Det må have været fedt at se på, hvis man ikke havde alt for mange følelser i klemme. Jeg er selvfølgelig træt af, at sæsonen er slut nu. Vi var i gang med en opbygningsfase med en ny træner, så det kunne være fedt med to-tre kampe mere.

- Bottomline er, at vi stadig er et Superliga-hold. Og det er det vigtigste for os. Men vi gik ud med en målsætning om - for første gang i SønderjyskE's historie - at vi skulle være i top seks. Og hvis man ikke kommer det, så er det under målsætningen.

- Vi nåede ikke det, vi gerne ville. Vi ved godt, vi skal overpræstere i forhold til for eksempel løntal, der ligger vi ikke i top seks, men derfor vil vi godt gå efter det alligevel - og det lykkedes vi ikke med.

- Heldigvis viste vi, at vi virkelig har dem, der sidder lige under navlestedet og hænger og dingler, i de kampe, hvor det virkelig gjaldt. Det jeg tilfreds med og stolt af, sagde SønderjyskE-sportschefen.

I dialog med profiler
Rutinerede kræfter som blandt andre Eggert Jonsson, Niki Zimling, Johan Absalonsen og Thomas Juel-Nielsen står med kontraktudløb til sommer.

Eneste mand i startopstillingen søndag mod Randers var SønderjyskE-kaptajnen, Johan Absalonsen.

- Der skal forhåbentlig forlænges med nogle og nye kræfter ind. Sådan er det. Der er en dialog igang med flere spillere, men det skal også gå op i en højere enhed. Det bliver hurtigt afgjort, nu hvor sæsonen er forbi, sagde Hans J. Haysen.

- Det er nogle gange også det, man som spiller venter på ... Så man kan koncentrere sig om den del i forhold til måske at skulle prøve noget andet.

- Vi er i dialog med dem alle, understregede SønderjyskE-sportschefen og afviste samtidig ligesom træner Glen Riddersholm, at det skulle være et vink med en vognstang til de andre erfarne profiler, som enten helt var udeladt af truppen eller måtte se til fra bænken.

Se også: Undgik nedrykning: Nu er Premier League-manager færdig


Se også: Krise i United: Pogba i heftigt skænderi med egne fans

Alice har været trofast fan, siden hun mødte sin afdøde mand tilbage i 1980. Foto: Olivia Loftlund Sport og Spil Her er FCK’s 77-årige superfan

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere