Evigt unge Bechmann knuste Hobro

Veteranen Tommy Bechmann blev dobbelt målscorer og hans drømmehug lagde grunden til, at SønderjyskE nu kan nyde tilværelse som nummer to i Superligaen

(Foto: Joachim Ladefoged)
(Foto: Joachim Ladefoged)

HADERSLEV (Ekstra Bladet): Alderen trykker ikke Tommy Bechmann. Tværtimod må man sige. Den 33-årige veteran er stadig en gylden trumf for sin klub SønderjyskE. To gange nettede han, da sidste rundes 4-0-triumf mod Esbjerg foran eget publikum blev fulgt op med en 3-0-sejr over Hobro.

Og den ene af de to scoringer var så eventyrlig flot, at den garanteret kommer med blandt dem, som sæsonens bedste skal vælges mellem.

Fra godt og 20 meter hamrede Bechmann et drømmehug af sted med venstrebenet og bolden sejlede ind bag en sprællende Jesper Rask i gæsternes mål.

Kort sagt et fantastisk mål, som veteranen fulgte op med at cementere sejren med scoringen på hovedstød i starten af 2. halvleg.

Og det var både forståeligt og fuldt fortjent, at de godt 4000 tilskuere rejste sig op og klappede ham taktfast fra banen, da han blev udskiftet 20 minutter før tid.

Mellem de to Bechmann-scoringer var det Troels Kløve - der gennem skiftet fra Horsens til sønderjyderne ser ud til at have fået sit talent til at blomstre igen – som sørgede for 2-0-målet i en kamp, og hvor man også så Johan Absalonsen sprudle og levere en masse gode ting.

For Hobro blev det særdeles mærkbart, at den ene af de to normale forsvarsklipper Anders Egholm var udenfor med en skade. Han blev erstattet af Christoffer Østergaard og uden at han skal gøres til syndebuk, må man konstatere, at der hele vejen rundt var fatale kiks i den defensive organisation.

Og det udnyttede SønderjyskE, selv om hjemmeholdet blev svækket allerede efter et kvarters spil. Nyerhvervelsen på den centrale midtbane Janus Drachmann – der ligesom målscorer Kløve blev hentet i Horsens – måtte nemlig udgå, fordi han i en duel fik et så smertefuldt slag ind i sine ribben, at han ikke kunne fortsætte.

Drachmann har været meget markant som dynamo og defensiv sikkerhedsventil i de hidtidige kampe. Så på papiret lignede det en alvorlig streg i regningen for sønderjyderne, men holdet blæste alle bekymringer væk gennem de gyldne scoringer i slutningen af 1. halvleg og begyndelsen af 2. halvleg.

Inden det blev 3-0, var det dog tæt på, at der blev skabt fornyet spænding. Kort før pausefløjtet brugte den tidligere SønderjyskE-spiller Jacob Tjørnelund nemlig sit venstreben til at sparke et et godt frispark, der uheldigvis for ham og Hobro prellede af på stolpen.

Fra starten af 2. halvleg gav gæsternes træner Jonas Dal debut til den tidligere Randers-spiller Tidiane Sane, men hjemmeholdet holdt tingene under kontrol efter 3-0-scoringen, og dermed kan den ny træner Jakob Michelsen og hans spillere nu nyde at have indtaget Superligaens 2. plads.

14 kommentarer
Vis kommentarer