Kæmpe forløsning: - Nu går vi efter Europa

SønderjyskE sikrede sig endnu en sæson i Superligaen, da Vejle blev besejret 4-1 samtidig med at Horsens dummede sig mod AGF

Gartenmanns missil sikrede SønderjyskE overlevelse i stort drama mod Vejle

SønderjyskE havde i gruppespillets pulje 1 kniven for struben i søndagens afgørende opgør mod Vejle. Men det hele endte med en kæmpe forløsning i Haderslev, eftersom SønderjyskE bankede et reduceret Vejle-mandskab med hele 4-1 - samtidig med at Horsens tabte det hele på gulvet mod AGF.

Dermed var eksistensen i Superligaen sikret med endnu en sæson.

- Jeg er utrolig glad både på holdet, klubben og min stabs vegne. Vi har stået så meget igennem i det her forår. Men nu kan vi kigge fremad mod en ny sæson! Det har været utrolig svært at kigge på udvikling, fordi vi har haft kniven for struben. Resultaterne har bare fyldt så uendeligt meget, indledte Glen Riddersholm efter opgøret.

- På egne og klubbens vegne sender vi en stor tak til AGF. Det var dejligt, de kunne hjælp os, når vi ikke selv har kunnet ordne det - udover sejren i dag. De hjalp os i nødens stund.

Søndagens opgør i Haderslev startede ellers skidt, eftersom SønderjyskE indledte kampen med at komme bagud 0-1.

- Den 3-5-2-formation, som vi ellers har arbejdet så meget med. Den var: ‘really good on paper and fucking shit on grass’. Derfor var vi nødt til at gå tilbage til 4-3-3, hvorefter vi fik kontrol over kampen og satte kursen mod 4-1-sejren, sagde Riddersholm.

- Når man vågner op i morgen tidlig, så mærker man nok først for alvor forløsningen, tilføjede han.

Nu drejer det sig for SønderjyskE pludselig om et Europa-playoff-opgør mod et stærkt Randers-mandskab:

- Randers har haft en fantastisk sæson, men vi har alt at vinde og ikke så meget at tabe. Og det her er ikke noget, jeg siger i sejrens rus. Men det er klart, at vi går efter Europa. Alt andet ville være håbløst. Randers har leveret en fabelagtig sæson, men over to kampe har vi en realistisk mulighed for at kvalificere os videre - så det går vi efter! sluttede Riddersholm.

Stefan Gartenmann, der hamrede en kanonkugle i kassen til 2-0, var ligeledes en lettet mand:

- Det er en sindssyg følelse. Uger og nætter, hvor man har ligget og tænkt over de uendelige scenarier, der kunne finde sted, og hvor meget vi var under pres. Nu står vi her! Det er en kæmpe forløsning, sagde SønderjyskE-spilleren, der glæder sig til opgørene mod Randers.

- SønderjyskE elsker at være underdog. Det er vi stort set lige meget, hvem vi møder i Europa-playoff. Det bliver bare dejligt at kunne spille frit og vente på modstanderne, så vi kan slå til, når chancen byder sig. Jeg synes, vi har gode muligheder for at skabe et eller andet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gartenmann scorede et fantom-mål. Foto: CLAUS FISKER/Ritzau Scanpix
Gartenmann scorede et fantom-mål. Foto: CLAUS FISKER/Ritzau Scanpix
 

Sportschef i SønderjyskE, Hans J. Haysen, havde ros til trænerteamet i SønderjyskE:

- Jeg har lige snakket med min bestyrelsesformand og direktør, og som vi siger, vi har både været med til at køre os i Europa og vinde sølv, men når man overlever i Superligaen, så er det ekstra specielt.

- Den kniv, vi har haft for struben … Der er en verden til forskel, om du ligger i 1. division med en helt anden økonomi kontra at være i Superligaen. Det betyder SÅ meget.

- Vi har haft en vanvittig sæson, hvor vi råbte os selv ud til at være i top seks, og så blev det et lidt humpende efterår, hvor vi skiftede træner halvvejs. Og så skal det klikke fra start af - det gjorde det ikke resultatmæssigt - men på alle andre planer. Og det viser noget om vores trænere. At man kan komme tilbage og for eksempel have mod til at skifte system, når det ikke fungerer. Stor ros også til trænerteamet, lød det fra SønderjyskE-sportschefen.

Se også: Brøndby brændte straffe og smed bronzen i nedtur


Se også: Vanvittig guld-duel fortsætter

Se også: Sprudlende AGF sender Horsens i stor fare

3 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere