Klubben reagerer: 'Tager skarp afstand fra chikane'

SønderjyskE fremlægger nu klubbens version af hændelsesforløbet, der førte til annulleringen af Hans Jørgen Haysens aftale med AGF

Den massive mediedækning af stormvejret omkring Hans Jørgen Haysen har fået SønderjyskE til at reagere fra officiel side.

Klubbens tidligere sportschef skulle efter planen være tiltrådt i AGF pr. 1. marts, men torsdag meddelte Aarhus-klubben, at ansættelsen var annuleret.

- Årsagen skyldes private og personlige forhold hos Hans Jørgen Haysen og har intet med AGF at gøre, skrev AGF i en meddelelse til fondsbørsen.

Samme dag erfarede Ekstra Bladet, at problematikken omhandlede beskyldninger, fremsat af en tidligere ansat i SønderjyskE, om krænkelser begået af Hans Jørgen Haysen.

Han ønsker ikke selv at kommentere forløbet, men fredag er hans tidligere arbejdsgiver kommet med deres version, som bekræfter Ekstra Bladets oplysninger.

SønderjyskE skriver, at klubben første gang fik kendskab til sagen 17. februar, hvor direktør Klaus Rasmussen samt marketingchef Kell Haugaard modtog besked fra den tidligere ansatte.

Foto: Anders Brohus
Foto: Anders Brohus
 

På det tidspunkt anså man allerede Haysens tid som SønderjyskE-medarbejder for i realiteten at være forbi. Han skulle ikke fungere som sportschef ved den kommende kamp mod AGF og afviklede derfor ferie.

- Hans Jørgen Haysen blev hurtigt konfronteret med henvendelsen og derefter dens naturlige konsekvens, skriver Haderslev-klubben.

- I SønderjyskE tager vi skarpt afstand fra chikane i en hver afskygning. Vi tolererer ikke diskrimination, og vi forlanger af alle vores medarbejdere, at de behandler hinanden ordentligt. Vi er kendt for vores sammenhold og særlige DNA. Derfor reagerer vi også skarpt og konsekvent, hvis vores værdier bliver tilsidesat, lyder det videre.

SønderjyskE lægger i meddelelsen stor vægt på, at omverdenen bør vise respekt for, at der midt i det alvorlige forløb står en kvinde, som har vist mod til at tage kontakt til klubben med så tunge ting på hjerte.

- Hun har næppe forudset, at hendes henvendelse skulle have de konsekvenser, som den nu har fået. For hendes skyld er det vores store håb, at alle herefter vil lade hende i fred og respektere, at hun har et stort behov for at komme videre og næppe er rustet til at være central figur i en sag, der nu er en mediesag, skriver klubben.

45-årige Haysen blev sportschef i SønderjyskE i 2014, hvor han overtog stillingen fra Ole Nielsen.

AGF har efter annulleringen af aftalen iværksat jagten på en ny sportschef.

Hans Jørgen Haysen er blevet anklaget for krænkelser af en ansat i SønderjyskE. Dte betyder, at han nu alligevel ikke bliver sportschef i AGF. Foto: Anders Brohus AGF AGF's nye sportschef ryger efter krænkelser

Hans Jørgen Haysen tiltrådte i AGF 1. marts, men er allerede fortid. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix AGF Tøfting: - Undrede mig i går