Knækket Tøfting: De gør mig jo helt til grin

- Jeg havde fuldstændig undervurderet deres styrke og tilsvarende overvurderet nogle af de andre mandskaber, siger Stig Tøfting om det overraskende tophold i Superligaen

Sønderjyske har overrasket særdeles positivt (Foto: Ernst van Norde)
Sønderjyske har overrasket særdeles positivt (Foto: Ernst van Norde)

DET ER NEMT at blive til grin. Specielt når man skal forudsige, hvordan en hel fodboldsæson ender – og jeg kan jo lige så godt indrømme det med det samme. Jeg skød mindst 100 meter forbi målet med min forudsigelse af, at SønderjyskE ville være denne sæsons nedrykker!

Jeg er blevet hånet en del for den spådom, ikke mindst af nævenyttige journalister, men det er fair nok.

Jeg havde fuldstændig undervurderet sønderjydernes styrke og tilsvarende overvurderet nogle af de andre mandskaber.

SÅ JEG TAGER mine tæv, og samtidig må jeg i den grad løfte på hatten for SønderjyskE og Jakob Michelsens præstationer samt hans evne til at spotte nogle af de bedste spillere fra 1. division, nemlig Marc Pedersen, Janus Drachmann, Troels Kløve, Joao Pereira som alle er i besiddelse af klart SønderjyskE-dna, hvor godt spil kommer efter hårdt arbejde.

Grunden til, at jeg dømte dem ude, var, at en forholdsvis urutineret træner på topplan kom ind, samtidig med at masser af rutine røg ud af holdet med farvel til Niels Lodberg, Daniel Jensen, Henrik Hansen og Bjørn Paulsen.

NU STÅR DE gudhjælpemig og skal spille decideret topbrag mod FCK i dag og jeg kan sgu ikke være den eneste, der ikke lige havde set den komme …

Se også: Se tallene: Derfor er det 'den usandsynlige topkamp' i Parken

Den imponerende sæson har da også kastet titlen som Årets Træner af sig til Michelsen, men her må jeg lige sætte foden i døren. Al respekt for Michelsens arbejde, men den titel burde Glen Riddersholm have fået.

SønderjyskE driver gæk med Stig Tøfting. (Foto: David Berling)
SønderjyskE driver gæk med Stig Tøfting. (Foto: David Berling)
 

Det første DM-guld i FC Midtjyllands historie skal tælle mere end en halvsæson i Skive med kun tre sejre og en ottendeplads i 1. division som resultat efterfulgt af et flot halvår i SønderjyskE.

At afstemningen tilmed var hat og briller, hvor en lang række trænere IKKE havde stemt, gør ikke min undren mindre.

MED STOR TAKTISK sans og en god evne til at læse modstanderne har Michelsen under alle omstændigheder bygget på Lars Søndergaards arbejde og man hører ikke andet end, at sammenholdet i klubben er kanonstærkt.

Selv om forårsstarten, ligesom hos flere andre hold, har været hakkende, så fortsætter SønderjyskE en imponerende stime, hvor de seneste syv kampe har givet fem sejre og to uafgjorte.

Se også: Succes-sønderjyde til eksamen i Parken

GANSKE ENKELT forrygende flot og i spillere som Marin Skender, Nicolaj Madsen, Tommy Bechmann og ikke mindst Johan Absalonsen har Michelsen nogle kampafgørende spillere, hvor Skender, Madsen og Absalonson er i gang med en af karrierens flotteste sæsoner.

Det har blandt andet resulteret i, at SønderjyskE nærmest har fordoblet deres scoringsprocent. Ovenikøbet på færre afslutninger i forhold til sidste sæson.

HVOR LANGT KAN det så bære? Jamen, jeg skal jo passe på med at vurdere SønderjyskE, når det en gang er gået så galt, men jeg holder fast i min vurdering fra 28. februar. Her havde jeg FCK, AaB, FCM og Brøndby på de fire første pladser, og derfor må SønderjyskE nøjes med en femteplads.

Med den fart OB har på, så skal der ikke meget til, at det også kan hedde nr. seks. Skulle det ende sådan, så skal spillerne selvfølgelig være skuffede, når man tænker på det nuværende udgangspunkt, men i mine øjne vil det stadig være langt over forventning.

NU TROMLER DE så ind i deres absolutte frygtmodstander, nemlig FCK som i 29 forsøg i Superligaen aldrig har tabt til SønderjyskE og blot spillet otte uafgjort.

I det hele taget har SønderjyskE haft det svært mod de andre tophold. To nederlag til både FCK og AaB – og så ganske vist et nederlag og en sejr over FCM og Brøndby.

DET SKAL IKKE tage noget fra SønderjyskE’s fantastiske placering, men mod FCK kommer de til kort og de møder også københavnerne på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig lige nu, hvor de skal revanchere et halvpinligt nederlag til FCN.

Nu har jeg selvfølgelig taget gruelig fejl med de hårdtarbejdende sønderjyder før, så måske kan jeg igen bidrage til et godt grin med mine forudsigelser om SønderjyskE …

-----

TØFFES HIT

Christian Eriksen Kampene mod Island og Skotland var ikke ligefrem verdensklasse fra Eriksens side, men alligevel er han den store vinder af de to landskampe. Han fik i hvert fald bevist, at han i den frie rolle centralt på midtbanen er klart bedst. Ansvar, initiativ og med fine aktioner. Den eneste med relativt højt niveau i begge kampe.

TØFFES SKIDT
Landsholdet mod Skotland. Helt absurd, at det var det samme hold som leverede en god indsats mod Island, men denne gang kom de bare op mod voksne mænd, som danskerne slog sig på. Og Hareides spillere faldt tilbage til for meget ligegyldigt trilleri – og så fik vi set, at Danmark ikke har en angriber i topklasse. Jeg havde stadig taget Bendtner med i truppen for at se hans attitude og indstilling til træning – og Bendtner-snakken lever stadig trods uro og et farvel til Wolfsburg.

Tuffe Tøffe: Auri er en taber-træner:

88 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere