SønderjyskE’s Marc Pedersen er blevet tildelt en spilledags karantæne af Dansk Boldspil-Union, DBU, efter sine udtalelser til bold.dk søndag.
Det skriver unionen fredag i en pressemeddelelse.
Episoden fandt sted efter kampen i Parken, hvor sønderjyderne tabte til FC København, og Marc Pedersen var voldsomt utilfreds med kampens dommer, Jakob Kehlet.
- Jeg synes, det var et klamt nederlag. Det var ulækkert at komme ind i Parken, være godt med, komme foran, og så sørger nogen for, at det vender.
- Hvem er nogen?
- Det vil jeg ikke sige. Nogen havde bestemt sig for, at det skulle være sådan, og så blev det endnu sværere, end det var i forvejen. Når det ene hold får det hele serveret, så er det svært at komme med et modsvar, for det er den eneste, vi ikke kan dække op.
- FCK er svære at slå, når de har overtaget, og de får overtaget, når de får det hele serveret. Og det fik de. I hvert fald så længe, at de var bagud. Jeg har oplevet det før herinde, men ikke så voldsomt som i denne kamp. Det var over grænsen, sagde han.
Derfor karantænen udstukket af Fodboldens Disciplinærinstans, der skriver følgende:
- Fodboldens Disciplinærinstans er kommet frem til, at Marc Pedersen med sine udtalelser stiller spørgsmålstegn ved dommerens upartiskhed, og at han derfor overtræder etisk kodeks og samtidig har udvist sportslig, illoyal og usømmelig adfærd.
Rekordbud på AGF-profil: Kan blive dyreste indkøb nogensinde