Skat kræver halv million af FCK-skuffelse

Marvin Pourié har kørt alt for meget tysk bil i Danmark, og det vil Skat have sig betalt for

Marvin Pourié i aktion for SønderjyskE, som han spillede 26 superligakampe og scorede ni mål for i 2014-15-sæsonen. (Arkivfoto: Jakob Jørgensen)
Marvin Pourié i aktion for SønderjyskE, som han spillede 26 superligakampe og scorede ni mål for i 2014-15-sæsonen. (Arkivfoto: Jakob Jørgensen)

Den tidligere Silkeborg- FCK- og SønderjyskE-spiller Marvin Pourié risikerer at skulle til lommerne og betale Skat 532.128 kroner.

Årsagen er hans Audi A6, der er indregistreret i Tyskland, men som spilleren i sin tid som SønderjyskE-spiller gjorde brug af i lidt for høj grad på dansk grund.

Det mener Skat, der har trukket ham i retten.

Det skriver Jyske Vestkysten tirsdag.

Mandag begyndte sagen, hvor Pourié ikke selv var til stede. Han spiller for tiden i russiske FC Ufa og var i stedet repræsenteret ved sin far, Rüdiger Pourié, der efter eget udsagn agerer manager og rådgiver for sin søn.

En person med folkeregisteradresse i Danmark ikke har lov til at gøre brug af en bil, der ikke er indregistreret i landet, i mere end 30 dage.

Politiet har registreret Audien i og omkring Haderslev i cirka 70 tilfælde fra efteråret 2014 til april 2015.

At politiet i det hele taget holdt øje med bilen skyldes et indbrud i bilen samt en færdselsforseelse, hvor Marvin Pourié blev idømt en bøde. Politiet begyndte at undre sig over, at Audien altid holdt parkeret ved Pouries adresse i byen.

Sammen med Skat valgte politiet i april at stoppe Pourié og beslaglægge bilen, da han nægtede at betale den voldsomme afgift.

Rüdiger Pourié hævdede i retten, at bilen er hans, og at han som rådgiver og manager ofte var i det sønderjyske for at følge træninger og kampe.

Skat har dog defineret Marvin som 'bruger' af bilen.

- At man har bilen til rådighed, betyder at man har nøglerne 'i hånden'. Det har været muligt for ham at køre i den, uddybede en medarbejder fra Skat i retten.

17 kommentarer
Vis kommentarer