Marc Pedersen har lagt to et halvt år på sin kontrakt med fodboldklubben Sønderjyske.
Klubbens anfører har dermed bundet sig frem til udgangen af december 2021, meddeler Sønderjyske i en pressemeddelelse.
- Marc Pedersen havde et år tilbage af kontrakten, og da begge parter både var tilfredse og var enige om at fortsætte samarbejdet, blev vi også hurtigt enige om detaljerne, siger Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen.
Sønderjyske hentede for tre år siden Marc Pedersen i Fredericia på en toårig kontrakt.
Året efter blev kontrakten forlænget med yderligere to år frem til sommeren 2019.
Den 28-årige forsvarsspiller har tidligere også spillet for Vejle, Randers FC og svenske Djurgården.
- Marc Pedersen er en kriger, en anfører og en leder på og uden for banen. Hans hjerte og kæmpestore vindermentalitet lyser stjerneklart til både kampe, og når der slides i det daglige på træningsbanerne.
- Det er lige så vigtigt for os at forlænge med egne profiler som at hente dem udefra.
- Det giver stabilitet og kontinuitet på holdet, hvilket ikke mindst også kendetegner denne kontraktforlængelse. Vi er meget tilfredse, siger Hans Jørgen Haysen.