SønderjyskE har træneren på plads

Som ventet bliver Jakob Michelsen afløser for Lars Søndergaard i SønderjyskE

Jakob Michelsen er ny cheftræner i SønderjyskE. (Polfoto)
Jakob Michelsen er ny cheftræner i SønderjyskE. (Polfoto)

Lars Søndergaard forlader efter flere sæsoner SønderjyskE for at tiltræde som ny cheftræner i AaB, når denne sæson er slut.

Hans afløser bliver den bare 34-årige Jakob Michelsen, der hentes i Skive IK i 1. division.

Det bekræfter SønderjyskE torsdag formiddag i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en bred vifte af meget spændende kandidater til cheftrænerposten; men var tidligt i processen helt og fuldt bevidste om, at Jakob Michelsen toppede vores ønskeliste.

Ifølge sportscef Hans Jørgen Haysen har klubben indløst en frikøbsklausul for at få fat i Michelsen, der har ført Skive til en aktuel sjettepladsen i landets næstbedste række.

Haysen betegner sin nye cheftræner som 'det perfekte match - fagligt såvel som menneskeligt'.

Solid ballast
Ekstra Bladet kunne i forbindelse med pokalsemifinalen onsdag mellem SønderjyskE og FC Vestsjælland fortælle, at de to parter er blevet enige om en toårig kontrakt, hvilket superligaklubben bekræfter.

Jakob Michelsen har tidligere stået i spidsen for flere U-landshold i Tanzania samt en periode som assisterende landstræner i landet. Han har også en periode som cheftræner i Hobro IK på cv'et.

- Jakob Michelsen kommer med en solid ballast, friske øjne og nye idéer samtidigt med, at hans tilgang og spillestil ligner vores måde at spille fodbold på i SønderjyskE, siger Hans Jørgen Haysen. 

- Jeg kommer ikke for at revolutionere tingene fra første arbejdsdag. Vi skal bevare de dyder og værdier, som er kendetegnende for klubbens DNA, og som har skabt de flotte, sportslige resultater, siger Jakob Michelsen. 

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere