SønderjyskE: Henter Paulsen-erstatning

SønderjyskE er tæt på et salg af Bjørn Paulsen, og faldet det på plads, skal der en afløser i hus

Bjørn Paulsen i duel med Brøndbys Andrew Hjulsager. (Arkivfoto: Gregers Tycho)
Bjørn Paulsen i duel med Brøndbys Andrew Hjulsager. (Arkivfoto: Gregers Tycho)

Bjørn Paulsen er endnu ikke blevet præsenteret i Esbjerg fB, men der er næppe nogen tvivl om, at det sker, inden dagen er omme. Den dygtige altmuligmand er ikke til stede ved dagens SønderjyskE-træning i Haderslev, og sportschef Hans Jørgen Haysen lægger ikke skjul på, at det trækker op til et salg af profilen.

- Han er ikke med i dag, fordi der kan ske en handel med ham. Det er selvfølgelig der, den ligger, siger Haysen til tipsbladet.dk og fastslår, at såfremt Paulsen-handlen falder på plads, så skal SønderjyskE have en afløser.

- Hvis der ryger en ud i dag, så skal der også en ind, og så må vi se, hvad det ender med. Bjørn bliver naturligvis ikke en nem mand at erstatte, men alt har sin pris. Han er også et sted i sin udvikling, hvor det er et naturligt skridt. Han har gjort det godt, men hvis han ryger, må vi finde den helt rigtige afløser, og det er vi selvfølgelig langt i processen med.

Afgørende med is i maven
SønderjyskE er også på udkig efter en ny højreback, men det behøver ikke blive i dag, at han kommer på plads.

- Det er simpelthen så afgørende at have is i maven i et transfervindue, og selv om det smækker i i aften, så er der stadig rigtig mange gode spillere, der går rundt uden en klub, og traditionelt er der også mange spillere, der får ophævet deres kontrakt på en dag som denne. Så måske kan vi få en endnu bedre spiller i morgen end i dag. Det vigtigste er, at vi finder den rigtige højreback.

- Men selv om det handler om at have is i maven, så skal vi også være opmærksomme på, at isen ikke smelter. Derfor er vi hele tiden klar og er opmærksomme på de mange rygter, man hører en dag som denne. Vi forsøger at forberede os så godt, vi kan, og det har vi også gjort med Bjørn Paulsen, og så alligevel ikke. Det er umuligt at forudse, hvad der kommer til at ske på en dag som denne, siger Hans Jørgen Haysen.

SønderjyskE råder over Troels Kløve og Marc Pedersen, der begge kan spille højreback.

0 kommentarer
Vis kommentarer