Superliga-boss tog selv fat i spillerne efter dom: - Har påvirket mig meget

Matchfixingsekretariat i Danmarks Idrætsforbund har besluttet, at der ikke skal åbnes en sag om matchfixing mod SønderjyskE. Det er stor lettelse, mener sønderjydernes sportschef

SønderjyskE har fået en masse medieomtale på det sidste på grund af den spektakulære afgørelse på sidste kamp i grundspillet mod FC Midtjylland.

Her blev klubben beskyldt for matchfixing, da midtjyderne sent i kampen scorede til 2-1.

Nu har matchfxingsekretariatet i Danmarks Idrætsforbund imidlertid afgjort, at der ikke skal åbnes en sag med sønderjyderne.

Det glæder sportschef i SønderjyskE, Hans Jørgen Haysen, der siger, at hele sagen har taget hårdt på klubben.

- Jeg er rigtig glad for og tilfreds med denne afgørelse. Det har været en lang proces - fem uger har vi vel snart været op på, så det har været rigtig hårdt med de ting, som vi skulle forholde os til med hele den mistanke, som der kunne være. Jeg er glad for udfaldet, og selvom det var det udfald, som vi havde forventet, så har det bare været dejligt med et udfald, så vi kan begynde at spille fodbold igen, siger Hans Jørgen Haysen til Ekstra Bladet.

Påvirkede spillerne på banen
Sportschefen forklarer, at det har påvirket spillet på banen, da spillerne konstant har skulle forholde sig til mistanken om matchfixing.

- Jeg har lige fortalt truppen om afgørelsen, og det var selvfølgelig en lettelse for dem med alt den frustration og irritation, som der har været i hele det her forløb. Man kunne også se i sidste kamp, at det var noget som irriterede spillerne på banen, da vi tabte i Randers, siger han.

Hans Jørgen Haysen har også været meget berørt af hele mistanken personligt.

- Det har påvirket mig meget med hele mistanken om matchfxing. Samtidigt har det taget så lang tid, når det er noget, som tager så lang tid, så irriterer det og præger én, siger han.

Nu lover sportschefen, at man får at se et andet SønderjyskE-hold end på det seneste, hvor holdet ikke har præsteret helt optimalt på grund af den noget kaotiske sag.

- Vi får at se en anden udgave af SønderjyskE end mod Randers, siger han.

SønderjyskE Superliga-skandale afgjort: Frikendt for matchfixing

Lyngby Håndgemæng i Lyngby: - Det var torskedumt