Til tops efter pokal-prygl

Sønderjyske slog mandag aften Lyngby 2-0 på Sydbank Park, og dermed fik holdet oprejsning fra pokalnedturen

Nye ejere, Haysen-exit og ledige stillinger: Få overblikket over SønderjyskEs turbulente sæson her

Sønderjyske kom mandag tilbage på sejrssporet, da Glen Riddersholms mandskab slog Lyngby Boldklub med 2-0 på Sydbank Park.

Dermed formåede Sønderjyske at få oprejsning fra torsdagens nederlag til Randers FC i pokalfinalen.

Sønderjyske overhaler med de tre point AaB og lægger sig øverst i nedrykningsspillet. Den placering giver adgang til en playoffkamp om en plads i Europa.

I en kamp med masser af chancer var det Rilwan Hassan og Haji Wright, der fandt vej til netmaskerne.

Det var dog Lyngby, der var det dominerende mandskab i kampens indledning. Lyngbyspillerne var stærke i boldomgangen og spillede god fodbold langs jorden i store perioder. Sønderjyske forsøgte at lukrere på omstillinger.

Efter 33 minutter kom kampens største chance, da Lyngbys midtbanespiller Rasmus Thellufsen var helt blank foran mål, men han sparkede over mål.

Fire minutter senere kom Sønderjyske pludselig afsted i en omstilling. Bolden havnede ved Rilwan Hassan i venstre side, hvorfra han sparkede bolden ind i det fjerneste hjørne.

Dermed kunne Sønderjyske gå til pause med en 1-0-føring.

Anden halvleg var en åben affære med chancer i begge ender.

Både Sønderjyske og Lyngby leverede en seværdig og angrebsivrig begyndelse på anden halvleg. Især Sønderjyskes keeper, Lawrence Thomas, leverede flere stærke redninger, når Lyngby fik muligheder.

Sidste halvdel af anden halvleg bar præg af, at Sønderjyske igen stod lavere på banen og jagtede omstillingsmulighederne, mens Lyngby var dominerende på bolden.

Et minut før tid fik indskiftede Haji Wright lukket kampen til 2-0 med sin tiende sæsonscoring.