DET LYDER måske ikke så voldsomt, når de mindste hunde i kennelen bjæffer, men hvis biddet er en bulldog værdig, så skal de nok vinde respekt.
Lige præcis sådan bider Leicester i Premier League, og vi har da også vores helt egen udgave i Superligaen, nemlig SønderjyskE.
Mens Leicester imponerede, holdt 4-0-party uden Vardy mod ferie-klar Swansea og dermed er snublende nær et sensationsmesterskab, så er SønderjyskE’s præstation ikke meget ringere.
NEJ, SØNDERJYDERNE kommer ikke til at vælte FCK af pinden, men skal nok i højere grad kigge nedad i tabellen, hvor specielt FCM er ved at finde sig selv, hvis den – ja, sensationelle – andenplads skal bevares.
Lige nu må man blot konstatere, at SønderjyskE er i forrygende form.
Nu vil SønderjyskE-kaptajn have medaljer
BÅDE FCM OG AAB er besejret inden for de seneste fem kampe, og der er ikke noget til hinder for, at et intenst fightende og hårdtarbejdende SønderjyskE-mandskab kan bevare den position som toer i Superligaen.
De skaber nemlig overraskende mange chancer, er ikke bange for at bringe mange folk med frem – og de er temmelig underholdende at se på. Prøv det …
SPILLERE SOM JOHAN Absalonsen, Tommy Bechmann og Nicolaj Madsen har imponeret voldsomt – og selv om det stadig er undertegnedes holdning, at Glen Riddersholm burde have været Årets Træner, så er Jakob Michelsens arbejde outstanding.
Fantastisk afslutning! SønderjyskE i ny triumf
JAMEN, SÅ SKAL SønderjyskE jo spille i Europa, og så mister Danmark vildt mange point, vil nogle jamre.
Tør øjnene – sådan er gamet, og med et skarpt skud tilbage til Leicester og deres manager Ranieri, så sagde han, at han da godt ved, at Barcelona næppe ryster i støvlerne over udsigten til at møde Leicester.
SANDT, MEN både Leicester og SønderjyskE skal være mere end velkomne i Champions League og Europa League. Lad os hylde de små – for det gør kun fodbolden endnu mere fascinerende, at de af og til stikker en kæp i hjulet på de store.
SÅDAN NOGLE regner både FCK og Brøndby sig blandt, så:
- FCK skuffede vildt mod Viborg. Igen var det en blanding af dårlige indlæg, når de så ramte feltet, var det ikke FCK’erne, der vandt første eller andenbolden. Federico Santander viste i øvrigt nok engang, at hans førsteberøring gør hans scoringschance betydeligt mindre. Nå, guldet er stadig så godt som københavnernes.
- Brøndby vandt sæsonens måske vigtigste sejr. Et nederlag havde sendt dem ud af medaljestriden, men de blå-gule hænger på. Spillet og evnen til at skabe åbne chancer var ikke imponerende – og et tændt AGF-hold kunne have fået mere med hjem, hvis ikke Morten Duncan Rasmussen havde indkasseret et fortjent rødt kort.
VI TAGER FAT i den sidste måned med den velkendte turneringsstruktur i Superligaen, og med både guld og nedrykning afgjort temmelig tidligt, så skal det blive fedt at prøve noget nyt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.