Tordenfoden Absalonsen flækkede støvlen

Eks-OB’er har allerede nu scoret flere mål i denne sæson end i de to foregående – i går satte han dolken i sin gamle klub

Johan Absalonsen tiljubles midt i klyngen af glade SønderjyskE-spillere. Kantspilleren ramte plet for fjerde gang i sæsonen, og dermed har han allerede scoret et mål mere end i de to foregående sæsoner til sammen. (Foto: Ernst van Norde)
Johan Absalonsen tiljubles midt i klyngen af glade SønderjyskE-spillere. Kantspilleren ramte plet for fjerde gang i sæsonen, og dermed har han allerede scoret et mål mere end i de to foregående sæsoner til sammen. (Foto: Ernst van Norde)

ODENSE (Ekstra Bladet): Det startede med, at der ingen taktiktavle var i SønderjyskE’s omklædningsrum – men pludselig fløjtede det ind fra både højre og venstre med grej til Jakob Michelsen, og man kan da vist roligt hævde, SønderjyskE-træneren ramte plet i Odense.

Johan Absalonsen har bestemt ikke være nogen score-Kaj de sidste to sæsoner, men lørdag aften hakkede han iskoldt 2-1 træfferen ind.

- Og så har jeg vist overgået de to seneste sæsoner allerede nu, når man tæller det hele med, siger matchvinderen, der blot knaldede et og to mål ind i de to foregående år.

Johan Absalonsen sluttede kampen med en flækket støvle – dog ikke fra det skud, han sendte i nettaget bag Maksym Koval i det 65. minut.

- Jeg blev trådt på, og støvlen blev flækket op i begge sider, siger Johan Absalonsen, der indrømmer, at han nyder mere end nogen sinde at spille for SønderjyskE.

Se også: Målhelt ’belønnet’: Ud på bænken!

- Vi spiller mere offensivt i år, og det skyldes nok en pæn blanding af, at vi har fået en ny træner i Jakob Michelsen sammenholdt med, at vi oplever så meget succes, at selvtilliden automatisk bobler frem i hver eneste spiller.

- Vi tør mere. Nu vil det jo nok lyde en anelse upassende at bruge termen ’sprudlende’, for det vil nok lyde forkert, når det bruges om os – men det er i hvert fald det mest sprudlende, jeg har oplevet hernede, siger den tidligere OB’er.

Han nyder, at en mere offensiv rolle med færre defensive pligter har vakt den slumrende ’målkonge’ til live igen.

- Min rolle er lidt anderledes. Jeg er mere offensiv på dette hold end tidligere, jeg er mere i feltet end før, og det betyder selvfølgelig, at jeg også får flere chancer, siger juristen.

Han nyder top-placeringen i fulde drag.

- Når man tænker på tabellen og det flow, vi er i nu, så er det helt sikkert også det sjoveste SønderjyskE-hold, jeg har spillet på. Vi lader os ikke slå ud af, at de kommer foran 1-0. Det er os, der arbejder os tilbage i kampen – og så hører det også med, at vi er heldige med at få målet til 1-1. Det er den scoring, der vender det for os, siger Johan Absalonsen.

Han forsikrer, at alle i Haderslev og omegn holder fast i, at målet er at undgå nedrykning.

- Vi kommer længere og længere væk fra stregen, og det er kun dejligt. Men det er stadig dét, det handler om for os.  Vi er sindssygt aggressive og vinder stort set alle dueller og andenbolde de første 25 minutter, og selv om vi kommer bagud, viser vi stor mental styrke. Det er sgu stærkt at vinde 2-1 her i Odense, og det er ikke typisk SønderjyskE at gøre det, siger kantspilleren.

- Det er en rigtig fed følelse, at vi har et hold, der ikke går ned og begynder at skændes indbyrdes. Vores spillestil er anderledes. Det er mere ud over isen og risikobetonet, vi sætter bolden mere på spil, og det gør nok, at vi ikke spiller så meget uafgjort som sidste sæson, lyder analysen.

- Vi har stadig ydmygheden i behold. Vi så jo i Aalborg, at vi kan få en ordentlig snitter, og den slags husker vi. Det er fedt, at vi har fået et højere bundniveau, end vi har haft de seneste sæsoner.

Se også: Tøfting revser landsholdet: Jeg vil se nosser

3 kommentarer
Vis kommentarer