Ståle advarer mod rovdrift: - De er ikke maskiner

- Jeg må indimellem lige tælle til tre, når jeg ser nogle af de udtalelser, der kommer fra fodboldpolitikere, siger FCK-manager Ståle Solbakken

Ståle Solbakken kan glæde sig over at have alle spillere minus Dame N'Doye og Nicolai Boilesen til rådighed. Hør her, hvornår sidstnævnte forventer at vende tilbage.

Du kan købe adgang til at se færøsk fodbold lige her.

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): FC København er vant til at spille mange kampe.

De danske mestre har Superliga i weekenden og ofte en europæisk kamp i midtugen. Vil man være i FCK, skal man kunne overkomme på det.

Manager Ståle Solbakken er da også overbevist om, at hans mandskab nok skal klare de 12 resterende Superliga-kampe i juni og juli, men han advarer samtidig imod at drive rovdrift på spillerne.

- De fodboldpolitikere, der træffer beslutningerne, har et kæmpe ansvar. Det gælder både dem i udlandet og dem herhjemme.

- De skal huske, at spillerne ikke er maskiner, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

FCK-manager Ståle Solbakken kan glæde sig over, at der nu igen kan trænes normalt. Foto: Lars Poulsen
FCK-manager Ståle Solbakken kan glæde sig over, at der nu igen kan trænes normalt. Foto: Lars Poulsen

Københavnerne skal efter Superliga-sæsonen efter alt at dømme spille europæisk i august, da de fortsat er med i Europa League.

Samtidig ønsker Divisionsforeningen at starte den nye sæson allerede 23. august. Og det kan så endda ramle sammen med kvalifikationskampe til næste sæsons europæiske turneringer.

Med andre ord har FCK-spillerne udsigt til en sommer med meget lidt ferie, og til vinter bliver det tilsyneladende ikke meget bedre.

Divisionsforeningens turneringschef Peter Ebbesen fortalte tidligere på ugen, at man i Superligaen skal spille langt ind i december - måske endda over julen.

Vinterpausen bliver næppe meget mere end tre-fire uger, og det får manager Ståle Solbakken til at tale spillernes sag.

En ting er den store fysiske belastning, de skal igennem, noget andet er det mentale aspekt.

- Hvor meget kan de overkomme? De er ikke maskiner, og vi har spillere her, der har været og stadig er i en meget vanskelig situation.

- De har måske ikke set deres børn længe, og jeg må indimellem lige tælle til tre, når jeg ser nogle af de udtalelser, der kommer fra fodboldpolitikere, siger Ståle Solbakken.

Ståle Solbakken var i strålende humør ved fredagens FCK-træning. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken var i strålende humør ved fredagens FCK-træning. Foto: Lars Poulsen

Hans anfører, Carlos Zeca, er et eksempel på en spiller, der har haft det svært under corona-pausen.

Han har ikke set sine to døtre i flere måneder, da de bor sammen med deres mor i Portugal.

FC København genoptager sæsonen 1. juni med en udekamp mod Lyngby.

Ståle Solbakken kan glæde sig over at have alle spillere minus Dame N'Doye og Nicolai Boilesen til rådighed.

Han har indtil videre måtte nøjes med interne kampe i forbindelse med træningen på anlægget på Frederiksberg, men FCK håber at kunne spille en testkamp mod OB fredag.

Se også: Frygtelig optakt: To skader i træningskamp

Se også: Flertal af tyskere er imod fodboldstart i coronakrise

Se også: Otte 2. divisionsklubber vil have turnering afblæst

57 kommentarer
Vis kommentarer