Ståle i markant kritik af Fischer: - Der findes ingen undskyldninger

Ifølge FCK-træner Ståle Solbakken burde Viktor Fischer have taget ansvar og have sparket straffe mod AGF

FC københavns træner Ståle Solbakken var ikke tilfreds med Kodros straffespark. Foto: Ernst van Norde /Ritzau Scanpix
FC københavns træner Ståle Solbakken var ikke tilfreds med Kodros straffespark. Foto: Ernst van Norde /Ritzau Scanpix

Trods en sen udligning og et point var fokus på en enkelt deltalje hos træner Ståle Solbakken søndag i Aarhus.

Her sørgede Viktor Fischer med en scoring i overtiden for slutresultatet 1-1 mellem AGF og FC København, og netop Fischer var på Solbakkens dagsorden.

Otte minutter inde i opgøret fik FCK tilkendt et straffespark, som Kenan Kodro efterfølgende brændte.

Ifølge Ståle Solbakken skulle Kodro dog slet ikke have sparket, for det ansvar burde profilen Viktor Fischer have påtaget sig, mener FCK-træneren.

- Det er meget simpelt. Viktor Fischer skulle have taget bolden, lagt den på pletten og scoret.

- Viktor Fischer er vores straffesparksskytte. Det er jo sådan, at hvis du føler, at du ikke kan tage sparket, fordi du er blevet fældet eller har fået et slag, så kan jeg forstå, at man ikke sparker.

- Mod AGF var det en simpel forseelse. Du er helt udhvilet, du har spillet i seks og et halvt minut. Der findes ingen undskyldninger for ikke at tage straffesparket, siger Ståle Solbakken.

FCK's Kean Kodro lige inden, at han brænder straffe. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
FCK's Kean Kodro lige inden, at han brænder straffe. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

Viktor Fischer lagde sig fladt ned efter kampen, og han var heller ikke selv tilfreds med forløbet omkring straffesparket.

- Det irriterer mig helt vildt, at jeg ikke sparkede. Jeg skulle have gået forrest, og det gjorde jeg ikke i den situation.

- Jeg havde en anden opfattelse af, hvem der skulle sparke i forhold til situationen. Det havde Ståle ikke, og han har ret. Jeg skulle have sparket, siger Fischer.

Han kunne i stedet glæde sig over, at han med sin sene udligning reddede FCK fra et nederlag.

- Jeg elsker at score mål helt generelt. Jeg bliver så irriteret, når jeg synes, at ting ikke er retfærdige, og jeg synes i hvert fald, at det var retfærdigt, at vi fik et point i dag.

Viktor Fischer udlignede til 1-1 to minutter inde i overtiden. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Viktor Fischer udlignede til 1-1 to minutter inde i overtiden. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
 

Efter målet løb Fischer direkte over til hjemmeholdets mest inkarnerede fans for at juble.

- Jeg synes, at de var så pragtfulde deroppe. De motiverede mig helt vildt og sang pragtfulde sange.

- De gjorde mig til en bedre fodboldspiller. Det var fantastisk, og det fejrede jeg jo bare med dem til sidst. Det virkede de også glade for, siger Viktor Fischer.

Næste opgave for FCK er på torsdag, hvor Atalanta venter i Europa League kvalifikationen.

Se også: Savner Brøndby efter drømmeskifte: - Kan stadig godt få ondt i maven

Se også: Ærgrer sig over Superliga-kometens valg: - Ikke det rigtige skifte

Se også: Superliga-storklub i dyb krise: Tøffe peger på næste offer

53 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere