Ståle langer ud: Pokalturneringen er helt godnat

De danske fodboldledere devaluerer pokalturneringen, som afvikles på må og få og ikke tager hensyn til det øvrige spilleprogram, mener han

Ståle Solbakken er ikke imponeret over afvikingen af pokalturneringen. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken er ikke imponeret over afvikingen af pokalturneringen. Foto: Lars Poulsen

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Selvfølgelig kom han ud fra kabinen i fint humør efter sidste-øjebliks-sejren på Brøndby Stadion, men inde i Ståle Solbakken lå der noget gemt, som skulle ud. Nu.

Og det gjorde det. I højt tempo og stemmeleje. Nordmanden havde et budskab til lederne i dansk klubfodbold. I hans øjne sjofler de nemlig pokalturneringen på det groveste.

- De devaluerer pokalturneringen fuldstændig. Ingen aner, hvornår den foregår, hvornår der trækkes lod, eller hvornår der spilles. Det er helt godnat, smældede Ståle Solbakken, der forleden forlod den efter et nederlag ude mod FC Midtjylland, hvor han stillede op med seks yngre navne.

- Jeg ser ikke, at vi ofrer pokalturneringen. Vi giver altid unge spillere chancen. Og vi havde måske også tabt i Herning i stærkeste opstilling. Det har vi gjort før.

- Men vi, der prioriterer top seks i ligaen, prioriterer det højere end pokalen. Der er kun en vej til Europa, og sidste år var Silkeborg tæt på.

Især den aktuelle programlægning falder ham for brystet.

- Det var åbenbart vigtigt for arrangørerne af pokalturneringen, at vi ikke skulle vinde den. De lægger Vendsyssel mod FC Nordsjælland tæt på juleaften, og så lægger de vores pokalkamp midt i vores hårdeste, europæiske program.

- Det er helt godnat, hvis du spørger mig, men jeg kunne jo ikke sige det før kampen, for så ville alle sige, at det var en dårlig undskyldning. Men nu, hvor vi er slået ud, kan jeg sige det. Det er heeelt godnat, gentog han med stor følelse.

Han har ikke set så lemfældig håndtering i noget andet fodboldland.

- Det er helt forfærdeligt. Der er to pokaler at kæmpe om i dansk fodbold, men de andre hold har jo ikke det problem, for de spiller jo ikke i Europa.

- Hvis du vil, at det skal være en del af dansk fodbold, så må du gøre det bedre. I andre lande er der fulde runder, og så glæder du dig til at se, hvem der kommer op af hatten.

- Her står det bare pludselig på bold.dk. ingen bryder sig om det, men det gør jeg. Ingen ved noget. Der er intet system i tingene. Der ligger en kamp her og en kamp der. Det irriterer mig voldsomt. Det skal være en fin tradition at vinde pokalen.

Sagde Ståle Solbakken, så ingen kunne være i tvivl om, at han mente det.

Se også: Stort derby-drama: Tre spillere scorer højest karakter

Foto: Lars Poulsen Superligaen - 4. nov. 2018 - kl. 14:46 Vanvittig afslutning: Teenager blev derby-helt i overtiden

Se også: Nu brænder lokummet, Brøndby

113 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere