Det var mest af nød, Dame N’Doye blev hentet tilbage til København. Søndag kvitterede senegaleseren i den grad for tilliden.
- Han bliver bedre. Han mangler fysik og især løbekapacitet. Han spillede 60 minutter i Island og lidt mere i dag, men han er lidt stiv, og jeg VED, hvordan han ferierer. Det består i hvert fald ikke udelukkende af træning, så det er vigtigt, at vi bygger ham forsigtigt op, siger Ståle Solbakken.
Hvad mangler han?
- Altså, han mangler ikke på kraft og touch, men han mangler på det konditionelle – altså det at kunne lave max-aktioner. Der mangler han en del.
Var du helt overbevist om, at det ville være en god idé at hente ham?
- Vi kom jo i en meget prekær situation. Jeg drog på ferie med ro i maven, og efter en uge var Santander solgt, Jonas Wind fik en fiber, så han er ude i længere tid, og Pieros er langtidsskadet. Vi tog på træningslejr med nul forwards. Jeg kontaktede N’Doye, han var meget interesseret, og jeg så en masse kampe – hvor han mest spillede ude på fløjen. Han løber lidt mindre, men så længe, der er bevægelse omkring ham, så ved jeg, det her bliver godt.
- Der er stor forskel på N’Doye nu og dengang. Sidst måtte jeg passe på ham døgnet rundt, nu er han en voksen mand, han har familie, og han tager et stort ansvar i gruppen og er en lederfigur. Han er en anden person. Sidst arbejdede jeg lige så meget med ham uden for banen som inde på den.
Hvad skulle du passe på?
- Alt! Mødetider, mad, nu skal du lægge dig, og nu ringer du ikke, for jeg tager ikke telefonen. Der var meget at arbejde med.
Dame N’Doye kom ’hjem’ på en fri transfer, men Ståle Solbakken kan godt garantere:
- Han har en god løn.
Nordmanden var naturligvis i udmærket humør efter den sikre sejr midt i et stramt program, hvor FCK torsdag skal gøre arbejdet færdigt mod Stjarnan fra Island.
- Det var en fin afslutning på en god uge taget i betragtning, at drengene kom i seng kl. 06.30 fredag morgen efter turen til Island. Man må bare taget hatten af for indsatsen i dag. - Mål præger kampe, det er klart, og da vi scorer i dag, så vokser selvtilliden. Sådan er det jo.
N'Doye stjal vennens rekord: - Vi har ordnet det
FCK tjener 89 millioner - men han kunne koste det dobbelte!
FCK's konge-salg: Derfor blev han så dyr