Stjernen klar til afgang: - Ajax er en god klub

Lynhurtige Kamaldeen Sulemana har længe rykket fra Superligaens bedste forsvarsspillere, og nu er han klar til at rykke til en hvilken som helst liga eller storklub, siger han

Stjernen klar til afgang: - Ajax er en god klub

Highlights: Kamaldeen var på pletten i 2-2-kampen mod FCK. Video: Discovery Networks Danmark

På banen sætter han med største selvfølge stærke forsvarsspillere af uden skelen til, om der er ulve- eller løvelogoer på deres trøjer. Ja, han supplerer endda med en tunnel her og der, før hans lynhurtige ben bringer ham uden for deres rækkevidde.

Nu er et klubskifte tydeligvis indenfor rækkevidde for FC Nordsjællands øjeblikkelige kronjuvel, 19-årige Kamaldeen Sulemana. Og det er da også et skridt, som ghaneseren selv finder helt naturligt.

- Ja, jeg føler mig klar til at skifte, og jeg kan se mig selv passe ind i alle store klubber. Jeg er åben for alle ligaer især i Top-5, men store klubber uden for de største ligaer er også interessante, sagde han efter sin dominerende præstation i 2-2 kampen mod FC København.

Den blev endnu engang overværet af flere scouts toppet af Marc Overmars, fodbolddirektør i Ajax.

- Det er en god klub, nikker teenageren alvorligt.

Han vidste godt, Overmars var på besøg.

- Jeg har vidst i en uge, at han ville komme, men det gjorde ikke nogen forskel på min præstation. Han har set mig spille en masse kampe, så jeg tror ikke, at denne kamp ændrer noget, og jeg fokuserede bare på mit spil, sagde Kamaldeen Sulemana.

Ajax´sportsdirektør Marc Overmars er næppe blevet mindre interesseret i den unge ghaneser mandag aften i Farum. Foto: Lars Poulsen
Ajax´sportsdirektør Marc Overmars er næppe blevet mindre interesseret i den unge ghaneser mandag aften i Farum. Foto: Lars Poulsen

FC Nordsjællands mangeårige sportschef og nuværende bestyrelsesformand, Jan Laursen, har en vis øvelse i at fyre unge raketter af til gode penge. Og han vil da heller ikke afvise, at Kamaldeen Sulemana er skudklar.

- Først og fremmest glæder jeg mig over en god præstation af både ham og holdet i dag, smilede han indledningsvis.

- Og historikken viser, at de der ting nok skal klare sig selv. Vi kan glæde os over, at Kamaldeen spiller for holdet og også er ude hos fansene bagefter. Det er en fornøjelse at se, hvordan han, der har været i systemet i mange år, tager et stort ansvar, roste han.

Han kan vende det hele på hovedet på et splitsekund, den lynhurtige ghaneser, der her jubler over sin scoring til 1-0. Foto: Jens Dresling
Han kan vende det hele på hovedet på et splitsekund, den lynhurtige ghaneser, der her jubler over sin scoring til 1-0. Foto: Jens Dresling

At Marc Overmars var på besøg, er for Laursen ikke noget særsyn.

- Vi har jo en fin relation til Ajax. De ved jo, ligesom os selv, hvor de gode, unge spillere findes. Han var også ude til træning, fortalte Jan Laursen.

- Victor (Jensen, Ajax-spiller, red.) spiller også her, og to af vores tidligere spillere er hos dem. Det er jo ikke ren venskabsfodbold. Men vi er glade for, at de er her. Det er selvfølgelig et kvalitetsstempel.

Jan Laursen konstaterede, at også andre storklubber er på banen, og han er da også helt bevidst om, hvor varm en vare han har.

- Alle, der har fulgt denne sæson, kan se, at der bliver lagt på hele tiden. De, der ved noget om unge spillere, kan godt se, at han er ekstraordinær, og nogle af de helt tunge har fulgt ham i lang tid.

- Det skal der nok komme fokus på, når tiden er den rigtige, lød det med et smil, der næsten kunne minde om et dollargrin.