Kan du huske dengang med fyldte tribuner, fadøl i stride strømme og tusindvis af glade fodboldfans?
Det er lang tid siden, men det kommer snart tilbage igen i Superligaen.
1. august er der med stor sandsynlighed udsigt til, at Superligaen bliver helt normal igen.
Så er der ikke længere tilskuer-restriktioner på de danske superliga-stadions.
Da Regeringen, de Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet, Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti natten til tirsdag blev enige om genåbningsplanen for Danmark, var der således også positivt nyt for Superligaen.
Partierne blev enige om, at der fra 14. juni er tilladt sektioner med 1000 på udendørs tribuner, mens der skal ske en yderligere udfasning 1. august.
Det vil sige, at der formentlig 1. august ikke vil være begrænsninger på tilskuerkapaciteten i Superligaen.
Og netop det faktum kan få stor betydning for starten på den nye sæson. Det er planen, at der spilles to runder før 1. august.
Lige nu er starten planlagt til weekenden 17.-18. juli – én uge efter EM-finalen er afviklet.
- Det kan blive en mulighed at udsætte superligastarten. Det kigger vi på og regner godt efter. Og så tager vi en dialog med klubberne, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, til Ekstra Bladet.
Han uddyber:
- Men det vil være langt mere ønskværdigt, hvis smitteudviklingen går så godt, at vi kan spille fodbold uden tilskuer-begrænsninger allerede fra første spillerunde 17.-18. juli.
- Det giver altid gener at rykke kampkalenderen. Det kan betyde, at vi skal spille en midtuge-runde mere i efteråret eller begynde lidt tidligere i februar næste år.
- Vi må sætte os ned og se samt regne på scenarierne, fastslår Divisionsforeningens direktør.
Når Superligaen normalt sparkes i gang i midten af juli, kniber det med at samle mange tilskuere på lægterne, fordi det er lige midt i danskernes industriferie.
Der kan være god økonomi at skubbe starten på Superligaen én eller måske to uger, så man kan begynde sæsonen uden restriktioner.
Uanset hvordan det ender, kan Divisionsforeningen ikke vente med at træffe en afgørelse til slutningen af juni, hvor det er ventet, at Folketinget på ny vil se på restriktionerne. Her kan man vedtage nye restriktioner, hvis ikke udviklingen fortsætter med at gå den rigtige vej.
- Vi har nogle uger at løbe på. Når Superligaen slutter 24. maj, skal vi træffe en afgørelse kort efter, fastslår Claus Thomsen.
Foreløbig er der afviklet 18 kampe i Superligaen og 12 kampe i 1. division siden 21. april uden der er registreret smittespredning.