Storklub dropper FCK-profil

Højre back Peter Ankersen fra FC København ender ifølge et skotsk medie ikke i Celtic

Peter Ankersen komme næppe til skotsk fodbold i denne omgang. Foto: Jens Dresling
Peter Ankersen komme næppe til skotsk fodbold i denne omgang. Foto: Jens Dresling

Mikael Lustig har forladt skotske Celtic til fordel for belgiske Gent, men afløseren i Celtic lader ikke umiddelbart til at være dansk, selv om det ellers på rygtebasis har været et forholdsvis stort tema.

Det er mediet The Scottish Sun, der melder, at de skotske mestre ganske enkelt har trukket interessen i højre back Peter Ankersen fra FC København tilbage.

Danskeren bliver ikke Celtic-spiller, da han ikke er inde i overvejelserne, lyder det i artiklen fra det normalt velorienterede skotske medie.

Peter Ankersen er ellers blevet sat i forbindelse med de skotske mestre efter gode præstationer på FC København, ligesom han er kommet tilbage i varmen på det danske landshold.

Ankersen har længe ønsket at vende tilbage til udlandet, efter han i 2015 vendte tilbage til Danmark og FC København efter et mislykket ophold i Red Bull Salzburg, og Ståle Solbakken har allerede givet højrebacken lov til at skifte denne sommer i det tilfælde, at der kommer et acceptabelt bud.

Udover en fortid i Red Bull Salzburg har Peter Ankersen også spillet for Esbjerg, Rosenborg og Vejle Boldklub.

Danskeren - der i sidste sæson spillede 34 Superliga-kampe for FCK og i alt 47 klubkampe i sæsonen - er i øvrigt repræsenteret af samme agent som Mikael Lustig.

Se også: Superliga-profil solgt til Tyskland

Se også: Kæmpe Superliga-handel på vej: Holdt ekstraordinært møde

Se også: Bakker Viktor Fischer op i homosag: - Mod alle regler

74 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere