Superliga-dommer ramt af skraldespand – 65-årig tilbageholdt

Superligavanviddet i Vejle havde også grimme sider

Et drama uden lige udspillede sig søndag mellem Vejle og AGF. Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen kommenterer på den vanvittige kamp.

Påskedramaet på Vejle Stadion kan ende med kolossale konsekvenser for en 65-årig tilskuer ved Vejle-AGF.

Den 65-årige mand kortsluttede totalt, da De Hvide kort før tid kom på 3-2 i det vilde opgør efter at have taget et hurtigt frispark.

Flere øjenvidner bekræfter over for Ekstra Bladet, at manden i affekt tog fat i en stor metal-skraldespand og kylede den ind mod banen, hvor linjedommer Danny Kolding stod med ryggen til.

Tre tilskuere forklarer over Twitter, at spanden ramte den unge linjedommer på skulderen.

Ekstra Bladet forstår at den beskrivelse er i tråd med den indberetning, som kampens dommer Peter Munch Larsen har afleveret efter kampen.

Den 65-årige blev tilbageholdt på stadion, og hans navn er nu overgivet til politiet, der skal efterforske sagen videre.

Sagen kan få store konsekvenser for den iltre tilskuer, da dommerkvartetten formentlig er underlagt samme beskyttelse som andre personer, der angribes i forbindelse med deres arbejde.

Eneste reelle fortilfælde herhjemme stammer fra den famøse baneløberkamp i Parken Danmark-Sverige i 2007, hvor Ronni Nørvig løb på banen og forsøgte at overfalde dommer Herbert Fandel. Baneløberen blev i landsretten idømt 20 dages ubetinget fængsel for forsøg på vold og uberettiget indtrængen.

Linjedommer Danny Kolding forlod skræmt sin sidelinje efter at han blev ramt af spanden, og han var derfor ude af nedslagszonen, da en familiefar forlod sin kone og børn på tribunen for at kyle endnu en skraldespand ind over barrieren. Den selvstændigt erhvervsdrivende er også identificeret.  

Det medførte en længere afbrydelse af kampen, og det medførte, at sikkerhedspersonalet mandsopdækkede dommerteamet, da kampen var overstået.

Efterfølgende var ledelsen i Vejle Boldklub ikke i tvivl om, at det skulle have konsekvenser, hvilket afstedkom godt med overarbejde påskedag.

Peter Munch Larsen dommer i kampen måtte eksporteres fra banen af sikkerheds vagter. Superliga Fodbold Vejle Stadion. Vejle Boldklub mod AGF. Søndag den 21 april 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Peter Munch Larsen dommer i kampen måtte eksporteres fra banen af sikkerheds vagter. Superliga Fodbold Vejle Stadion. Vejle Boldklub mod AGF. Søndag den 21 april 2019. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

Ubehageligt punktum
Konklusionen 2. påskedag er klar. Tre fans er blevet politianmeldt for deres optræden. Ud over spandekylerne er også en baneløber meldt.

- Vi har brugt tiden efter kampen på at få identificeret baneløberen og den personer, der kastede skraldespande. De personer bliver nu tildelt karantæne og bøder.

- Derudover er vi i kontakt med politiet med henblik på at overgive sagen til dem, fortæller Vejle-direktør Henrik Tønder.

Henrik Tønder kender ikke til de nærmere detaljer omkring skraldespands-kasternes alder og køn.

Ekstra Bladet forstår, at de tre involverede alle bliver tildelt mindst et års karantæne fra Vejles hjemmebane samtidig med, at klubben giver dem en bøde på 5000 kr.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi.

Se også: Vejle politianmelder fans efter drama

Se også: AaB åbner kampen om førstepladsen

Se også: Brød Farum-forbandelsen: Første sejr i 2199 dage

155 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere