Superliga-drama: Udskældt profil redder Brøndby

Brøndby sikrede sig tre vigtige point i Haderslev med en stærk præstation fra klubbens ellers udskældte målmand, Marvin Schwäbe

Brøndby-spillerne fejrer Hany Mukhtars scoring, men det var Marvin Schwäbe, som var dagens mand i Haderslev. Foto: Claus Fisker.
Brøndby-spillerne fejrer Hany Mukhtars scoring, men det var Marvin Schwäbe, som var dagens mand i Haderslev. Foto: Claus Fisker.

HADERSLEV (Ekstra Bladet): Marvin Schwäbe har, med rette, fået voldsom kritik for indledningen på sin karriere i Brøndby-buret, men denne søndag reddede den tyske målmånd sit hold, der ellers flere gange var i knæ i Haderslev.

Takket være Schwäbe fortsatte Brøndby dog den gode resultatmæssige stime, der kunne rejse fra Sønderjylland med en sejr på 2-0.

Det var et livligt opgør mellem to af de mandskaber, der ligger og kæmper i Superligaens tætte midterfelt. Brøndby åbnede bedst, og hjemmeholdet havde meget svært ved at følge med, når gæsters kombinationsspil på midten virkelig flød.

Det gjorde det for alvor efter syv minutter, da Lasse Vigen satte et flot opspil i gang ved at sende Johan Larsson af sted. Brøndby-anføreren satte fart og drev bolden hurtigt frem – blandt andet med en forbilledlig et-to-kombination med Lasse Vigen, der var fulgt med.

Johan Larsson bevarede overblikket og sendte fladt indlægget ind foran mål til en umarkeret Hany Mukhtar, der køligt satte indersiden på til 1-0.

Sønderjyske ville dog lege med denne råkolde søndag i Sønderjylland. Som kampen skred frem, begyndte værterne at vinde flere og flere nærkampe, ligesom langt hovedparten af andenboldene tilfaldt hjemmeholdet.

Det gav et sandt chance-bonanza omkring den halve time, hvor Brøndbys keeper, Marvin Schwäbe, så for alvor kom i fokus. Først med en aktion af de uheldige, da tyskeren blev fanget fuldstændig på mellemhånd efter en lang Sønderjyske-bold i dybden. Det var et rent dådyr i frontlygterne-øjeblik…

Den tyske retræte gik dog så hurtig, at Schwäbe lige akkurat nåede at bakke tilbage i feltet og fik fingerneglene på Mart Lieders afslutning, der manglede højde.

Herfra var det dog tre klasse-aktioner af målmanden, der holdt hjemmeholdet fra det sønderjyske kagefad. Schwäbe fik både foden på en afslutning og hænderne på et hovedstød efter to hjørnespark.

Men flottest var redningen efter 31 minutter, da Mart Lieder var alene igennem med Schwäbe. Lieder blev presset til det yderste i afslutningsøjeblikket af Anthony Jung, men der skulle alligevel en fin refleks til fra keeperen for at holde Sønderjyske fra scoring – og på den måde overlevede Brøndby det tunge pres uden skrammer.

Midt i al rosen skal det nævnes, at Marvin Schwäbe stadig laver nogle meget mystiske ting på banen. Blandt andet i begyndelsen af anden halvleg, da han uden forvarsel tyrede bolden direkte ud i hovedet på Anthony Jung på et udkast. Situationen blev dog ikke farlig.

Det gjorde det til gengæld få minutter senere, da Brøndbys bagkæde blev spillet tynd nok engang, men sørme om ikke Marvin Schwäbe så trak nok en klasse-parade ud af ærmet på afslutningen fra Mart Lieder. Hollænderen skyldte efterhånden et mål eller to…

Der stod i det hele taget Sønderjyske på det meste i anden halvleg, og Alexander Zorniger måtte spejde langt efter det aggressive presspil fra de seneste to sæsoner – for Brøndby blev stille og roligt spillet baglæns i Haderslev.

Hjemmeholdet formåede dog ikke at passere Marvin Schwäbe, og med godt ti minutter igen lukkede kyniske Kamil Wilczek opgøret.

Indskiftede Simon Tibbling modtog bolden fra Mikael Uhre i feltet og chippede den om ved bagerste stolpe, hvor den polske topscorer stod helt fri, fordi Simon Poulsen klokkede gevaldigt i clearingen.

Faktisk fik Poulsens forsøg på at ekspedere bolden væk Roberto Carlos' aktion mod Danmark ved VM i 1998 til at ligne en decideret genistreg...

For at fuldende en helt igennem elendig dag blev Simon Poulsen i slutfasen pillet ud uden nævneværdige klapsalver fra det hjemmepublikum, der kunne undre sig over, hvordan deres mandskab kunne tabe 2-0 til Brøndby denne søndag.

Ståle Solbakken får over dobbelt så meget ind på kontoen i forhold til den næstbedst betalte træner i Superligaen. Foto: Tariq Mikkel Khan Sport og Spil Stor oversigt over Superliga-trænernes løn: Ståle sprænger banken

Mads Davidsen har haft kæmpe succes i Kina. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Danske Mads' kometkarriere: Nu henter han spillere for 400 millioner

Øjnene har altid været stålsatte. Foto: PR Sport og Spil Var verdens dyreste fodboldspiller: Nu har han kæmpe succes som dj

- Jeg ramler sammen med deres målmand og er uheldig. Jeg ved ikke, hvad jeg som forsvarsspiller lavede helt fremme, siger Michael Schjønberg, der kort efter mesterskabet med Kaiserslautern i 1998 brækkede benet og glippede et muligt skifte til Real Madrid. Foto: Erik Kragh Sport og Spil Real Madrid ville have ham – og så brækkede han benet

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere