I en alder af 16 år byttede Jeppe Kjær AC Horsens ud med Ajax.
To og et halvt år senere er døren til det hollandske eventyr imidlertid aldrig blevet sparket ind, og nu tiltrækker den lille tekniker sig interesse fra minimum tre Superliga-klubber forud for vinterens transfervindue.
Ja, kampen om Jeppe Kjærs underskrift er i den grad gået i gang.
Til januar er der seks måneder tilbage af hans kontrakt med Ajax, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Kjær allerede nu indledt samtaler med den hollandske storklub om, hvad det rigtige karrieremæssige skridt skal være.
Mulighederne er mange.
FC Nordsjælland, AGF og AC Horsens er blandt de Superliga-klubber, der har lagt følere ud på Jeppe Kjær, men der er også klubber i USA, Holland, Belgien og Østrig, som udviser interesse.
Derudover er en kontraktforlængelse med Ajax stadig ikke helt ude af billedet, selvom konkurrencen om at bryde igennem på førsteholdet er vanvittig hård, hvilket ikke taler for en sådan løsning.
Artiklen fortsætter under billedet..
Som Ekstra Bladet forstår det, er det dog tæt på usandsynligt, at valget falder på hans tidligere arbejdsgiver, selvom Horsens-sportschef Niels Erik Søndergård i et interview med bold.dk har givet udtryk for, at han er mere end velkommen.
Kjær har nemlig ambitioner om et skifte til en lidt højere hylde, end hvad denne sæsons Superliga-oprykkere kan tilbyde, og det skal være i en klub, som sætter en dyd i at bruge unge spillere fast, og det er her, FC Nordsjælland kan komme ind i billedet.
Inden han drog til Ajax i 2020, var Superligaens nuværende nummer et så langt i dialogen med Jeppe Kjær, at klubben var klar til at slå sin egen rekord for den dyrest betalte transfersum i klubbens historie.
Jeppe Kjær står noteret for 21 kampe og to mål for Ajax' U18-hold.
Han nåede 11 kampe for AC Horsens og blev i den periode klubbens yngste målscorer.