FCK forventer, at klubbens seneste stjerneskud, 16-årige Roony Bardghji, snart sprænger klubrekorden og sælges fra klubbens akademi for et pænt, trecifret millionbeløb.
Samtidig søger man til ham og hans jævnaldrende 'en dygtig massør til et studenterjob, hvor du en gang om ugen hovedsageligt skal behandle vores U19-spillere'.
Et job, må man forstå, hvor glæden ved at komme tæt på talenterne bærer lønnen i sig selv.
For selv om ansøgeren 'som minimum skal være certificeret massør eller være begyndt på fysioterapeut-uddannelsen', helst skal have arbejdet med elitesport, skal være 'ambitiøs, passioneret og fagligt dygtig' samt 'socialt engageret', er der ingen løn at hente for de godt 12 timers månedlige arbejde sidst på eftermiddagen eller i aftentimerne.
Et opslag, der er faldet flere af klubbens fans for brystet.
FCK’s kommunikationschef Jes Mortensen nøjes med denne forklaring på skrift:
'Vi overholder, som vi naturligvis skal, den lovgivning og regler, der er på området. Vi er helt åbne omkring jobbet og tilbyder værdifuld praktisk erfaring og faglig udvikling på et meget højt niveau for to-tre timers arbejde om ugen, mens man er under uddannelse. Så alle ansøgere ved, hvad udbyttet er for dem i jobbet, og så er det op til den enkelte, om det er attraktivt'.
Tidligere i år er hans kolleger i FC Midtjylland og AaB blevet spurgt til lignende ansættelser.
Hos midtjyderne, der i sensommeren 2020 kvalificerede sig til Champions League og dermed sikrede godt 200 millioner kroner til klubkassen, søgte man i november ’en hårdtarbejdende og innovativ videoscout’ til at ’holde øje med både hold og spillere og rapportere direkte til klubbens scoutingafdeling’.
I stedet for løn kunne den heldige se frem til ’månedlig feedback og et indblik i dagligdagen hos FC Midtjylland’, hed det i opslaget til ansøgerne, der med fordel ’er flydende i engelsk, har dybdegående kendskab til et eller flere markeder og erfaring med video-scouting’.
FC Midtjyllands pressekoordinator, Mads Hviid Jacobsen, forklarede til Ekstra Bladet:
- Det ligger ikke så langt fra tanken om Forenings-Danmark, hvor der overalt i fodboldklubber er frivillige trænere, holdledere og så videre. Det gør vi også brug af i FC Midtjylland, og det er en del af kulturen i Sports-Danmark.
I sommer søgte kollegerne fra AaB assistenter til klubbens analyseafdeling og forventede, at kandidaterne skulle ’være fleksible i forhold til arbejdstider og kunne arbejde mellem 7-15 timer om ugen, hvilket indbefatter en fast ugentlig arbejdsdag på AaBs træningsanlæg’.
I stedet for løn ville assistenterne indgå i en tøj- og madordning, oplyste AaB, mens klubbens supportere reagerede med vrede, men det var der ingen grund til, mente sportsdirektør Inge André Olsen.
- Vi søger ikke gratis arbejdskraft, sagde han til Ekstra Bladet og forklarede, at man satsede på at ansætte nogle af dem senere.
- Det er ofte sådan, at man kommer ind i fodbolden, fordi man har en stærk interesse, og så bygger klubben en uddannelse på, og så kan man se, om det er noget for fremtiden, hvor man selvfølgelig skal lave en aftale om lønnen.
I andet afsnit af 'Agenterne' giver Per Steffensen et indblik i taktikken bag Daniel Aggers kæmpekontrakt med Liverpool i 2012. De forhandlinger forløb nemlig - trods store bud fra Manchester City og Barcelona - ikke helt ukompliceret.