Superliga-lønninger afsløret: 'Det kan ende helt galt'

Det kan ende helt galt i en superligatrup, hvis spillerne får nys om hinandens lønninger, siger tre personer fra toppen af dansk fodbold til Ekstra Bladet

Hør studiet diskutere Rafael van der Vaart og de høje lønninger

Ekstra Bladet kan mandag fortælle historien om Superligaens 30 bedst lønnede spillere. At Rafael van der Vaart i FC Midtjylland er ligaens bedste spiller, at FC København har 19 med på listen, og at en lang række klubber slet ikke er repræsenteret.

Det er resultatet af et større stykke arbejde, som to journalister har lagt for dagen.

En historie der grundlæggende er interessant, fordi alle andre end klubberne og spillerne kender til tallene.

De høje lønninger og forskellene fascinerer og forarger.

Men der er også en grund til, at forholdsvis få mennesker kender lønnigerne.

Det fortæller tre personer med forskellige indgange til toppen af dansk fodbold overfor Ekstra Bladet.

- Man er ikke interesseret i det. I klubberne og i trupperne. Det kan meget let afføde misundelse, folk kan føle sig uretfærdigt behandlet, og generelt giver det en negativ motivationsfaktor, siger tidligere toptræner Poul Hansen, der bakkes op af spiller-agent og tidligere spiller og sportsdirektør Jacob ’Gaxe’ Gregersen.

Christian Nørgaard og Uros Matic er begge to blandt de 30 bedst betalte i Superligaen. Foto: Polfoto Sport og Spil Eksklusivt: Her er de 30 bedst lønnede i Superligaen

- Det kan give pokkers med problemer i omklædningsrummet, og det er klubberne selvfølgelig ikke interesserede i, siger han.

Misundelse er en grim ting og hersker lige så meget blandt fodboldspillere som alle andre mennesker.

Sammenlignede lødsedler
Det kan Stig Tøfting bekræfte fra sin tid som professionel fodboldspiller i blandt andet Tyskland og England.

- Det er sikkert ganske normalt, at man som spiller snakker en lille smule om det med sine holdkammerater, men jeg tror slet ikke, at al snakken i omklædningsrummet drejer sig om lønninger. Men der kan godt gå snak i den, hvis en spiller i den tunge ende af lønskalaen ikke præsterer, som han skal.

- Så kan det da sagtens være snakken går: ’Hold kæft, mand! Prøv lige at overvej, hvor stor en løn han får, når nu han er så pivringe,’ siger Tøfting, der kun en gang har sammenlignet lønsedler.

Det var med bosniske Sergej Barbarez i Hamburger SV.

- Han mente, at jeg fik en bedre løn end ham, så jeg måtte vise ham min lønseddel. Og han tjente altså mere end mig, siger Tøfting.

Jacob ’Gaxe’ Gregersen  husker en episode, da han selv var aktiv, hvor alting var ved at gå i stå, da en løn blev kendt af flere i truppen.

- Jeg har oplevet, at spillere næsten ikke kunne træne, fordi de fandt ud af, at andre tjente 20.000 kroner mere end dem. Du kan forestille dig, hvor dårlig energi, det kan give, siger han.

Rafael van der Vaart er med afstand Superligaens bedst betalte spiller. Foto: Polfoto. Sport og Spil Her er oversigten: Så meget tjener de fem bedste i din Superligaklub

- Forestil dig en trup på 24 spillere, der finder ud af hinandens lønninger…Det går jo ikke.

Mere gennemskueligt i dag
Poul Hansen påpeger, at det er blevet mere gennemskueligt i dag end for bare ti år siden.

- Der findes jo nogle, der har et større behov for at tale om det. Og agenter og mellemmænd lækker jo ting. Det skete ikke i samme omfang tidligere.

Det giver Tøfting ham ret i.

- Nu er det jo blevet sådan med sportsstjerner, at de er til offentligt skue. Hver gang en spiller bliver solgt eller skriver under på en ny kontrakt, finder medierne jo oftest ud af, hvad de får i løn.

- Et godt eksempel er England og Wayne Rooney, der for nylig blev linket til kinesisk fodbold for en svimlende sum, siger Tøfting.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er hollandske Rafael van der Vaart klart Superligaens bedst lønnede fodboldspiller med 690.000 kroner om måneden. FC Midtjylland betaler dog kun de 150.000 kroner.

Poul Hansen er ikke misundelig på kollegaerne i FC Midtjylland.

- Jeg ville som træner ikke vide det. Det havde jeg bestemt ikke interesse i. Det skulle være ren og skær talent og arbejde på træningsbanen, der afgjorde, om de skulle spille eller ej, fortæller han.

- Ellers kan det forplumre tingene helt vildt, siger han og henviser til kontraktforhandlinger, der meget let ville blive påvirket af det.

- Jeg ved, hvad han tjener. Det vil jeg også have. Nej nej, det går ikke, siger Poul Hansen og griner.

Jacob Gregersen har et godt bud på, hvordan han ville reagere, hvis han sad i en superligaklub og læste Ekstra Bladets historie mandag.

- Var det mig, ville jeg skynde mig at sige, at det bare er journalister på Ekstra Bladet. De skal sælge aviser. Jeg ville afvise, siger han.

Stig Tøfting mener dog ikke, det død og pine giver problemer i en trup med sådan en afsløring.

- Jeg har aldrig hørt om nogen, der tacklede hårdere til træning på grund af forskellen på deres lønninger. Men det kan da godt være, man gerne vil vise sig lidt frem til kamp, hvis man møder en stor stjerne fra et andet hold.

- Men sådan render man ikke rundt og tænker om sine holdkammerater, siger han.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere