Superliga-start nærmer sig

Fodboldens instanser har holdt møde om genåbningen af Superligaen, der i bedste fald kan starte i maj. Positive tilkendegivelser, men foreløbig ingen endelig afklaring

Det vides stadig ikke, hvornår bolden ruller i Danmark igen. Foto: Jens Dresling
Det vides stadig ikke, hvornår bolden ruller i Danmark igen. Foto: Jens Dresling

Fredag morgen holdt DBU, Divisionsforeningen, Spillerforeningen, DIF og kulturminister Joy Mogensen (S) møde om mulig en genåbning af dansk fodbold.

Parterne kalder mødet for konstruktivt, men en endelig afklaring kom der ikke, selv om der lægges op til, at Superligaen senest skal genåbnes i slutningen af maj.

I en pressemeddelelse fra DBU står det, at parterne nu afventer en endelig tilladelse fra myndighederne til at starte Superligaen op igen.

- DBU har siden midten af marts haft en klar strategi om at følge myndighedernes anvisninger om nedlukning for at undgå smittespredning. Den strategi holder vi fast i. Vi har været ansvarlige, opført os ordentligt og vist samfundssind. Det skal vi fortsat gøre, når vi arbejder for at få genåbnet dansk fodbold på en god og ansvarlig måde, siger DBU's formand, Jesper Møller.

Divisionsforeningen har de seneste uger arbejdet med detaljerede regler og protokoller for genåbningen af Superligaen - særligt omkring kampene.

Det er afgørende, at landets bedste fodboldrække igangsættes senest i slutningen af maj for at kunne nå at afvikle turneringen i sin helhed under behørigt hensyn til spillernes helbred, understreger DBU-formanden:

- Der er blevet gjort et godt og meget ansvarligt stykke arbejde, både i Divisionsforeningen og i DBU Bredde, så vi sammen kan genåbne dansk fodbold, når der er tilladelse fra myndighederne. Mange savner dansk fodbold – både på og udenfor banen, siger Jesper Møller.

Mulig start i slutningen af maj
Ekstra Bladet har talt med Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, og selvom han endnu ikke vil sige, hvornår Superligaen kan begynde igen, står det klart, at en (gen)startdato nærmer sig.

- Vi havde et rigtig godt møde, og det var godt for os at få lov at forklare og demonstrere det meget detaljerede og store setup for ministeren, som vi har lavet i forhold til afviklingen af Superligaen og NordicBet Ligaen, siger Claus Thomsen.

Der er lige nu to datoer i spil. 24. maj og 31. maj, og selvom Thomsen endnu ikke tør sætte en endelig dato på, er meldingerne positive.

- Vi har skabt forudsætningerne for, at vi fuldt ud forsvarligt kan genstarte Superligaen og NordicBet Ligaen omkring de to datoer. Måske kan vi placere den første kamp et par dage før endda. Måske 22. maj eller 29. maj. Vi skal jo have afviklet den udsatte kamp mellem AGF og Randers, lyder det fra Claus Thomsen.

Har udarbejdet særlige regler
På mødet orienterede Divisionsforeningen om de planer og protokoller, der skal bruges, når der er grønt lys til at genåbne Superligaen.

Samtidigt understregede DBU-formand Jesper Møller, ifølge pressemeddelelsen, behovet for at få en ansvarlig genåbning af ikke kun Superligaen men breddefodbold for både piger og drenge, kvinder og mænd i hele Danmark.

Her har DBU og DBU Bredde udarbejdet særlige corona-regler med retningslinjer for antallet af spillere på et område, afspritning af materiale og andre forholdsregler.

Begge sæt regler er klar til at blive aktiveret, når myndighederne giver tilladelse til at gå i gang med at spille fodbold og afvikle kampe i 3F Superligaen og andre professionelle rækker.

Der har været arbejdet på forskellige scenarier alt efter, hvornår det igen ville blive muligt at kampene kunne afvikles. Blandt mulighederne var blandt andet afkorte sæsonen og spillet et reduceret antal kampe.

Ekstra Bladet har også kontaktet kulturminister Joy Mogensen, men hun er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

8 kommentarer
Vis kommentarer