Superliga-stormøde: Kan rykke ned uden kamp

Selv hvis der ikke bliver spillet flere kampe i denne sæson, skal der findes både op- og nedrykkere. Sæsonen bliver gældende uanset hvad

Tidligere har direktør i Divisionsforeningen meldt ud, at der med sikkerhed kommer en afgørelse på Superligaen i år. Video: Discovery

En udvidelse af Superligaen i den kommende sæson kommer ikke på tale.

Der skal findes både en mester og tre nedrykkere - også selv om der i værste fald ikke skulle blive spillet flere kampe i denne sæson.

Det er hovedbudskabet fra de møder, som Divisionsforeningen mandag havde med klubberne i Superligaen og 1. division.

Coronakrisen har lammet en hel fodboldverden. Udsættelsen af EM har givet ekstra luft i kalenderen, men da det fortsat er usikkert, hvornår bolden ruller igen, bliver der arbejdet ud fra forskellige scenarier.

De har alle det tilfælles: Denne sæson bliver gældende - uanset hvor mange eller hvor få kampe der bliver spillet mere.

Sådan kan Superligaen blive spillet færdig

Drømmescenariet: Start ultimo april med afslutning slut juni

Det næstbedste: Start medio maj med afslutning medio juli

Den tredje løsning: Start ultimo maj med afslutning ultimo juli


Divisionsforeningens hovedfokus er, at alle kampe skal spilles - men i lighed med andre ligaer arbejder ud fra tre scenarier: Alle kampe spilles, nogle, men ikke alle kampe spilles, og endelig ikke flere kampe spilles.

I alle tilfælde vil sæsonen være gældende.

Argumentation er, at fodboldens såkaldte økosystem vil blive ødelagt, hvis ikke man afslutter en turnering med op- og nedrykkere.

Og det vil, ifølge Divisionsforeningen, skabe en lang række afledte effekter, der vil skade dansk fodbold.

Hvis Superligaen ikke bliver spillet helt færdig, bliver det meget vanskeligt for Esbjerg og Lars Olsen at redde sig. Foto: Jens Dresling
Hvis Superligaen ikke bliver spillet helt færdig, bliver det meget vanskeligt for Esbjerg og Lars Olsen at redde sig. Foto: Jens Dresling
 

Som beskrevet blandt andet her i Ekstra Bladet har Hobro og en række andre klubber været kritiske over for beslutningsprocessen.

De mener ikke, at en administrator med skrivebordsafgørelser skal kunne afgøre klubbernes skæbne, i fald turneringernes ikke kan færdigspilles.

Flere advokater har i Ekstra Bladet og på tipsbladet.dk støttet den udlægning.

Meldingen fra Divisionsforeningen er, at kompetencen er hos bestyrelsen, som har valgt at delegere kompetencen til administrationen.

- Bestyrelsens ni klubrepræsentanter er fuldt bevidste om deres ansvar, men betragter sig ikke som habile i de beslutninger og har givet kompetencen videre til den uafhængige administration, fordi det er den ansvarlige måde at varetage turneringerne på.

- Ikke til en enkeltperson, men til administrationen, som jeg er i spidsen for, siger direktør Claus Thomsen i en pressemeddelelse.

Det var Hobro-formand Lars Kühnel, der på vegne af ti klubber, sendte et åbent brev til Divisionsforeningens bestyrelse.

Det har givet en del støj, og den slags er Divisionsforeningen ikke glad for. Den henstiller til klubberne at udvise disciplin og sammenhold i en kritisk tid.

Den klare opfordring lød, at man skal kommunikere som en samlet enhed, når det drejer sig om turneringen.

Lionel Messi og de andre Barcelona-spillere holder som resten af Spanien fri på grund af corona-krisen. Foto: Spansk fodbold Messi bekræfter lønnedgang og sviner ledelsen til

En FC Minsk-fan med ansigtsmaske til lokalopgøret mod Dinamo i weekenden. Foto:  Sergei Gapon/AFP/Ritzau Scanpix Intl. fodbold Danske tv-stationer afviser: Nej tak!

Den tidligere italienske landsholdsspiller er i dag præsident for den italienske spillerforening. Foto: Andrew Medichini/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold Serie A-klubber mødes: - Det kan ende her