Superligaen ændres igen

Superligaen bliver skåret ned til 12 hold fra sæsonen 2020/2021

Superligaen går fra 14 til 12 hold, oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

- Jeg er stolt over, at klubberne har valgt at lave den her aftale, som får afgørende indflydelse for dansk fodbolds fremtid. Klubberne har så at sige ”taget klubtrøjen af” og valgt at se på, hvad der er bedst for dansk klubfodbold samlet set, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, om den nye aftale.

Fra sæsonen 2020/2021 skæres Superligaen fra 14 til 12 hold, men man holder fast i formatet fra de seneste sæsoner med slutspil. Dog vil nedrykningsslutspillet se anderledes ud, hvor der nu vil være to direkte nedrykkere fremfor én direkte nedrykker.

Sådan kommer slutspillet til at fungere

- Top 6 spiller et mesterskabsspil kendt som hidtil.

- Nummer 7-12 mødes ude og hjemme i et kvalifikationsspil.

- Nummer 11 og 12 rykker ned, mens vinderen af kvalifikationsspillet skal møde nr. 3, 4 eller 5 i mesterskabsspillet om den sidste plads i Europa.

Kilde: Divisionsforeningen

Sæsonen 2019-2020 kommer til at fungere som overgangssæson, hvor der rykker tre hold ned fra Superligaen, mens der kun vil være én oprykker fra den næstbedste række, der fortsat vil huse 12 mandskaber.

Fremover vil der kun være 22 runder i grundspillet grundet de færre hold.

I den nye aftale vil medierettighederne og de øvrige fælles rettigheder blive samlet frem til 2031, hvilket betyder, at 1. division - Nordicbet Ligaen - kan se frem til en øget portion af millionkagen.

Desuden oplyser Divisionsforeningen, at klubberne er enige om at forlænge samarbejdet med Nordic Entertainment Group og Discovery, der er de nuværende rettighedshavere, frem til 2024. Her mangler der stadig godkendelse fra de relevante myndigheder, lyder det.

Aftalen om ændringerne af Superligaen er ikke endeligt på plads, da de skal vedtages af Divisionsforeningens bestyrelse, men det må formodes at være en formalitet.

Se også: Efter forfærdeligt VM: Dansk angriber vil væk

Se også: Tour-rytter chokerer med vildt billede: 'Søg læge!'

Se også: Ombejlet Superliga-profil sagde ja til Brøndby: - Det var et nemt valg

159 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere